Det var medlemmer af Hirtshals Kirkes Voksenkor og Klub 99, der passende nok sang for, da de fremmødte borgere og gæster sammen med blandt andre borgmester Arne Boelt lørdag morgen i smukt vejr og frisk vind fik sunget gang i folkefesten på og omkring Trappen. Til stede var også kunstner Dorte Dahlin og datteren Daphne.
Efter tre smukke sange, der blev akkompagneret af trompetist Flemming Søgaard og den friske vind, kunne konferencier Gry Bruun Nielsen byde alle på friskbagte rundstykker og morgenkaffe i Marineforeningens telt på parkeringspladsen ved Den Gule Kro, der som bekendt spiller en helt central rolle i historien om havnen og byen ved dette 100 års jubilæum i Hirtshals.
Mens koret og borgerne sang, kæmpede handelschef Per Martensen og hans hjælpere en brav kamp for at få de sidste flag på plads ved Den Grønne Plads, hvor der fredag aften var en lokal start til Coast2Coast. Herefter går det denne lørdag slag i slag med det store program, der kan ses nederst i denne artikel.
Husk nu også at få flagene til tops over alt i og omkring Hirtshals!