
– Oprydningsdagen er fælles for alle beboere i grundejerforeningen, så man sammen kan tage et ansvar for vores område og er med til at holde vores fællesarealer rene, fortæller Joan Pedersen, som er sekretær i Lyngholm Grundejerforening.
– Vi mødtes ved legepladsen for enden af Kærlund kl. 10, hvor nogle fik tildelt en opgave med at opsamle affald på fællesarealerne, andre plantede nye frugttræer og andre igen tog sig af at rydde op i væltede træer. Alle gik til den med godt humør og stort gåpåmod, og i løbet af cirka halvanden time var der ryddet op i hele området, uddyber sekretæren.
– Efter endt oprydning mødtes man igen på legepladsen, hvor der blev grillet pølser og serveret øl og vand. Vi sluttede af med kaffe, the og kagemand. Det var nogle rigtig hyggelige timer med dejligt solskinsvejr, godt humør, god stemning og et godt samarbejde. Oprydningsdagen vil blive gentaget igen næste år, understreger Joan Pedersen.
Foto: Lyngholm Grundejerforening.






















































