For første gang har medlemmerne af elevrådene på Hjørring Gymnasium og EUC Nord været samlet til et fælles møde, skriver Claus Dindler hos Hjørring ErhvervsCenter. I alt 34 repræsentanter havde meldt sig til mødet, der fandt sted tirsdag på Vendsyssel Teater.
Arrangementet er kommet i stand på initiativ af Erhverv Hjørring DYNAMIC, efter at det viste sig på et møde mellem elevrådsrepræsentanter og DYNAMIC-netværket, at elevrådsmedlemmerne fra de forskellige gymnasiale uddannelser ikke havde noget fælles forum og faktisk ikke kendte hinanden.
Det viste sig desuden på mødet, at mange af de unge kun kendte Vendsyssel Teater ude fra. Resultatet blev, at DYNAMIC inviterede alle medlemmer af elevrådene til frokost på teatret, hvor teaterdirektør Lars Sennels gav en rundvisning, og hvor elevrådsmedlemmerne fik lejlighed til at lære hinanden at kende og diskutere muligheder for samarbejde.
For Erhverv Hjørring DYNAMIC er det erklærede mål med initiativet, at det kan munde ud i en model for tættere kontakt mellem erhvervslivet og de mange unge under uddannelse i Hjørring.
Direktør Neil Jacobsen, EUC Nord, som også er medlem af DYNAMIC-netværket, til venstre, var praktisk arrangør af elevrådsmødet, mens teaterdirektør Lars Sennels var vært og rundviser på Vendsyssel Teater.
Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.