Indehaver Allan Helenius Kristensen benyttede søndag aften talen ved Sankt Hans bålet til at gøre status over sine 20 år med Fun-Park i Hirtshals.
Talen var improviseret og kortfattet, men den fik på fornem vis et humoristisk tvist med inddragelse af æsler og kronhjorte, hvorved den meget passende blev forvandlet til en regulær fabel, der havde nogle klare moralske pointer.
Meget kort fortalt og med andre ord skal vi simpelthen bare behandle både hinanden og dyrene ordentligt, lød det uden en fordømmende pegerfinger fra den fødte dyreven.
Før talen og bålet med grene fra troldepil havde de rekordmange fremmødte gæster, hvoraf en hel del forinden havde nydt det lækkert grillede vildt, med lidt tilløb sunget Midsommervisen.
Den skarpt skårne og storbarmede heks lyttede tålmodigt på skønsangen, før hun fik flammerne at føle og til sidst med et ægte heksehyl satte kurs mod Bloksbjerg.