Fabelagtig aften på Færgekroen

FlaskePostens udsendte finder det særdeles svært ikke at forfalde til fraser og klicheer, når et arrangement er så utrolig vellykket, som fredag aftens underholdning var det på Færgekroen.

12

Programmet var ligeså velkendt via både Facebook og FlaskePosten, som det fredag aften blev professionelt gennemført og dermed fabelagtig vellykket såvel i i Tuborgteltet som inde på Færgekroen.

Klokken 18.15 eller der omkring stillede Christian Winther Borup sig op i teltet og bød med en vendelbos karakteristiske underdrivelse alle velkommen til det lille arrangement, som han vist ordret kaldte aftenens spisning og to koncerter med landskamp på fladskærmen undervejs inde på Færgekroen.

Af hensyn til den bedst tænkelige afvikling af serveringen angav han afslutningsvis rækkefølgen på de borde, hvorfra gæsterne kunne gå ud til de to ansatte fra Slagter Winther. Her var der salat, dressing, flütes og flødebagte kartofler, men for en gangs skyld ikke helstegt pattegris, som der ellers er tradition for ved den slags arrangementer, men derimod krydderkam.

For det første forløb serveringen ved de to ansattes mellemkomst så fantastisk let og gnidningsfrit, at samtlige henved 150 gæster havde fået mad på tallerkenen i løbet af godt og vel et kvarters tid, hvilket ærlig talt er imponerende. For det andet var krydderkammen og tillige tilbehøret særdeles velsmagende. Ligesom i hvert fald rødvinen var noget så sjældent som både rigtig god og til at betale.

Mens maden og vinen altså var god og billig, var Sussi og Leo intet mindre end ubetaleligt underholdende, selv om en del især ældre muligvis har set og hørt dem i tidernes morgen på Skansen i Skagen, mens de yngre kender dem fra fjernsyn og radio eller måske husker parret fra Musik Under Trappen i 2010, men ikke desto mindre er de fortsat konstant overraskende alene ved den konsekvente energiudladning, som de fuldstændig ublufærdigt lægger i deres show og optræden.

Hvad enten det var sprælske og letbenede Sussi, der gav den som Suzi Quatro eller Leo leverede et nummer som Kald det kærlighed af Lars Lilholt, blev det hele præsenteret lige gennemført underholdende og samtidig med et sympatisk glimt af selvironi, der fuldstændigt afvæbner publikum. Tilstedeværende fødselarer fik sågar en sang og et kys med på vejen. Ligesom der blev skrevet autografer på baller og bryster samt taget selfies med parret i pausen.

End ikke en skuffende uafgjort landskamp uden scoringer mod Albanien i Parken, der som nævnt blev vist på fladskærm midt på aftenen, kunne ødelægge den gode stemning, som Jesper Daarbak ubesværet bar videre, da han startede op inde på Færgekroen, endnu inden Sussi og Leo var stoppet ude i Tuborgteltet. Hvad enten man nu mener, at han stod for afterpartyet, eller de simpelthen havde varmet op for ham.

Derfor lader vi på webavisen også paraderne falde og forfalder til de omtalte floskler og klicheer, idet Christian Winther Borup med sine gentagne og succesrige events, der musikalsk spænder vidt og bredt, simpelthen har gang i noget ganske enestående på et værtshus som Færgekroen.

Fredag aften bød kort fortalt på endnu en uforglemmelig omgang folkelig festivitas!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments