Der er rift om veluddannede medarbejdere i danske virksomheder. Og konkurrencen bliver bare skarpere i fremtiden. Det forudser de demografiske prognoser.
Efter nytår får de lokale virksomheder mulighed for at motivere potentielle medarbejdere i fremtiden til at vælge erhvervsrettede uddannelser ved at præsentere dem for erhvervslivets hverdag.
Det sker i kraft af den praktikordning, som blev indført ved den seneste revision af HF-uddannelsen.
På Hjørring Gymnasium er der to klasser i HF-afdelingen, som skal ud i praktik. Eleverne skal selv henvende sig til virksomhederne og lave en aftale om en praktikplads. Det sker i perioden 4. november til 12. december. Selve praktikopholdet varer tre dage og starter mandag den 20. januar.
Erhverv Hjørrings formand, advokat Henrik Willadsen, er meget positiv overfor praktikordningen.
”Jeg vil gerne opfordre virksomhederne til at tage godt imod de unge, når de henvender sig for at søge en praktikplads. Det er fremtidens medarbejdere. Praktikopholdet er en chance for virksomhederne til at motivere de unge til at satse på at uddanne sig til en karriere i erhvervslivet.”
En HF-eksamen kvalificerer til at søge ind på de mellemlange videregående uddannelser som f.eks. de mange tekniske og merkantile uddannelser på Professionshøjskolen UCN.
Virksomheder, der vil stille sig til rådighed med praktikplads, eller som ønsker yderligere information om praktikordningen, kan henvende sig til praktikkoordinator Sanne Krogh Poulsen, mail skp@hj-gym.dk, telefon 9892 2433.
OM HF-uddannelsen
HF er den 2-årige ungdomsuddannelse for unge, som gerne vil have en bred, alsidig viden. Eleverne lærer forskellige arbejdsformer og kombinerer teori og praksis i alle fag.
En HF-eksamen med en almindelig fagpakke giver adgang til erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne, altså de korte- og mellemlange videregående uddannelser. En HF-eksamen med en udvidet fagpakke eller et supplerende overbygningsforløb giver desuden adgang til en lang række universitetsuddannelser.
Undervisningen på HF er anvendelsesorienteret, hvilket vil sige, at der i undervisningen lægges vægt på at indholdet kan anvendes i og udenfor skolen. Der tages ofte udgangspunkt i praktiske eksempler fra hverdagen, og der arbejdes ofte tværfagligt.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.