EUC Nord har i flere end 15 år arbejdet på at få gastronom-uddannelse oprettet i Vendsyssel, og i 2016 gav undervisningsminsteren grønt lys til, at uddannelsen kunne etableres i Hjørring.
Torsdag skar Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt med en rigtig Porche kokkekniv – sammen med EUC Nords bestyrelsesformand Richard Fynbo – den røde snor over, da gastronomilinjen på EUC Nord i Hjørring officielt blev indviet.
– Det er simpelthen outstanding vigtigt, siger Arne Boelt om den nye uddannelse i Vendsyssel til TV2 Nord.
Uddannelseschef Dennis Kindberg har været primus motor i at få uddannelsen op og stå, og han præsenterede torsdag sit hold og sagde goddag til eleverne.
Nu kan kommende kokke tage hele gastronom-uddannelsen på EUC Nord i Hjørring.
20 elever begyndte torsdag på de første to hold på gastronomlinjens hovedforløb, og de har alle sikret sig en elevplads. Hovedforløbet udgør cirka 27 uger af de i alt cirka 4,5 år, uddannelsen tager.
– Der er kæmpebehov. Der er rent faktisk flere praktikpladser i Vendsyssel end vi har elever til i øjeblikket, og vi tager altid gerne flere elever, siger direktør på EUC Nord i Hjørring Neil Jacobsen
At det er lykkedes at etablere uddannelsen i Vendsyssel skyldes blandt andet stor opbakning fra områdets restauratører samt Hjørring og Frederikshavn Kommuner.
Foto: EUC Nord
Få hele historien på TV2 Nord her
Læs mere om EUC Nord her