Et succesfuldt år for Røde Kors butikken i Svinget

Der er ikke noget bedre end at fuldføre et mål, man har sat sig. Målet for denne artikels hovedpersoner er dog ikke for egen vinding, men til gavn for utroligt mange mennesker.

28

På billederne ovenover ses Kirsten Arlington, samt en lille del af tøjbunkerne, som vil blive fragtet til Horsens

Tøjet hænger pænt på bøjlerne, pyntegenstandende pryder de forskellige reoler, og prøverummet bliver brugt flittigt denne tirsdag formiddag, hvor FlaskePostens udsendte fik sig en snak med Kirsten Arlington, som er en af drivkræfterne i Røde Kors butikken i Svinget, Hirtshals.

– Vi besluttede os for at prøve, om vi ikke kunne nå ca. 500.000 i omsætning i 2014, og vores mål blev gennemførst med stor succes, da vi omsatte for imellem 550.000 til 570.000 kr., fortæller Kirsten.

Pengene, som Røde Kors butikken tjener, går til at hjælpe udsatte mennesker, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Røde Kors butikken i Svinget sørger også for sommerlejr for børn, ungdomslejr samt julegaver.

– Vi tager hvert år, den 24. december, ned på Havglimt og uddeler julegaver. Derudover tilbyder vi sommerlejr for mindre børn, samt Røde Kors ungdomslejr for de lidt ældre. De penge, der ikke bliver brugt på at hjælpe lokalt, bliver sendt til Røde Kors, som derefter hjælper rundt omkring i verden, fortsætter Kirsten.

Man kunne godt undre sig over, hvor alt det tøj, som de 10 genbrugsbobler i gammel Hirtshals kommune indsamler, bliver af, men der er intet, der går til spilde.

– Hvis vi ikke kan sælge tøjet i butikken, så bliver det fragtet til Røde Kors’ hovedcentral i Horsens. Her bliver det solgt i store bunker til for eksempel Afrika eller Polen. Det tøj, der er for slidt til videre brug, bliver trevlet op og brugt til underlag på måtter eller hundetæpper.

Røde Kors butikken hjælper desuden de syriske flygtninge, der er kommet til Hirtshals i det sidste stykke tid. Tøjet, der skal videre mod Horsens, kan fornævnte frit benytte sig af.

– Da de kom hertil, havde mange af dem næsten ikke tøj på kroppen. I sådanne tilfælde træder vi selvfølgelig til, fortæller Kirsten.

Butikken i Svinget håber på et ligeså godt år i 2015 som 2014, hvilket Kirsten Arlington selvfølgelig krydser fingre for.

– Vi har sat os et nyt mål på 600.000 kr. i år, og så må vi bare rende lidt hurtigere for at få dette til at lykkes, afslutter en glad Kirsten Arlington.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments