Erling Mikkelsen: Som sommerhusejere er vi rasende og målløse.

På vegne af grundejere, der ser deres ejendomme truet med tilintetgørelse, må vi kraftigt understrege, at vi ikke ønsker at se flere huse blive påbudt nedtaget, understreger formand Erling Mikkelsen i dette debatindlæg på vegne af Grundejerforeningen/Strandfogedgården/Lønstrup.

1018

Af Erling Mikkelsen
Formand  for Grundejerforeningen/Strandfogedgården/Lønstrup
Tel:+4521910006
E-Mail: erling.mikkelsen@privat.dk

Grundejerforeningerne Strandfogedgården og Maarup Strand – har ikke forståelse for den passivitet og tilsyneladende handlingslammede politik, der udvises fra Hjørring kommune med borgmester Arne Bolt i spidsen, når det handler om kystsikring.

6. februar i år fik Hjørring Kommune 10.0 mill. kr. fra ministeren til kystsikring til brug i 2018.

Nu otte måneder senere er der INTET aktivt sat i gang for at få kystsikret.
Som sommerhusejere er vi rasende – og målløse.

Borgmester Arne Bolt har ofte kaldt folketingspolitikerne nogle ”luskebuske” – og han har bebrejdet samme luskebuske for deres manglende vilje til at hjælpe med midler til kystsikring.
Som anført meddelte ministeren 6. februar i år, at der var bevilliget 10.0 mill. kr. til sandfodring i Løkken, Nørlev og Lønstrup, midler, som vel og mærke skal bruges i år.
Hvorfor er disse midler ikke sat i arbejde til sikring af vores kyst?
Der er nu snart gået otte måneder, siden Hjørring Kommune fik bevillingen.
Politikerne på Christiansborg må da få den opfattelse, at Hjørring Kommune er ligeglad – eller hvad tror borgmesteren?
Vi synes ikke, at det klæder kommunen at være så passiv.
14. september mødtes sommerhusejerne vedr. vores fælles sandfodringsprojekt med embedsmand Thomas Lomholt fra Hjørring Kommune og embedsmand Per Sørensen fra Kystdirektoratet. De to embedsmænd fra henholdsvis kommune og stat fortalte os, at der INTET konkret er sat i gang vedrørende de 10.0 mill. kr., som ministeren har bevilget.
Mødet viste sig at forløbe som et statusmøde, der gik ud på at redegøre for begrænsninger snarere end muligheder. Det var pinligt at overvære!

De midler, som Hjørring Kommune har afsat på eget budget til kystsikring i 2018, bliver tilsyneladende heller ikke aktiveret!

På et pressemøde indkaldt af kystens grundejerforeninger 31. august blev der mellem de fremmødte i enighed besluttet, at de folkevalgte politikere, der var til stede, Søren Smalbro (V), Bjarne Lausten fra (MF for S) og Bent Bøgsted (MF for DF), skulle arbejde ”stenhårdt” på at få 30.0 mill. kr. sat på finansloven for 2019 til sikring af HJØRRING KOMMUNES KYSTER.
Hjørring Kommune skulle hurtigt udarbejde et notat, der skulle danne baggrund for, at de 30.0 mill. kr. kom med på finansloven.
Vi må konstatere, at det pågældende notat næsten udelukkende tager udgangspunkt i sandfodring.
Kun periferisk omtales klintsikring med sten. Enhver ved imidlertid, at sand alene ikke holder erosionen tilbage. Derfor er vi, der havde indbudt til det omtalte pressemøde, utroligt skuffede over notatet, der fremstår så ensidigt så andre folkevalgte må få en forkert oplevelse af situationen. De, der har udarbejdet notatet, har tydeligvis overhovedet ikke lyttet til, hvad der blev sagt og nikket til, herunder også pressemødets konklusioner.

Hvorfor er Hjørring Byråd sådan på bagkant med at sikre kommunens kyster, som ifølge Kystanalysen fra september 2016 er de hårdest ramte i Danmark?
Vi opfordrede i december 2016 kort efter offentliggørelsen af Kystanalysen i en henvendelse til borgmester Arne Bolt til at et sådant arbejde snarest blev påbegyndt.

Efter ni måneder svarede borgmesteren med en beklagelse af, at vores henvendelse var faldet ned ”mellem to stole”.
Vi har siden gennemført flere møder med formanden for Teknik og Miljø, Søren Smalbro, som stiller sig meget positiv overfor vores anliggende. Han taler for at bevare den nuværende kystlinje, hvilket vi jo selvfølgelig helt tilslutter os. Han har hele tiden sagt, at det kun er kystsikring med sten syd for Lønstrup og ud mod fyret, der vil kunne virke.
Når vi læser de forskellige rapporter og notater, der udarbejdes fra forvaltningen, virker det ikke som om, der tages udgangspunkt i, hvad der politisk bliver sagt i det offentlige rum. Det virker snarere som om, der er en dyb kløft mellem den politiske verden og administrationen på området, når det gælder anliggendets målsætninger. Der peges ikke på de helhedsløsninger, der ellers overfor offentligheden bliver fremført med udgangspunkt i, at kystlinjen skal bevares.
Det må stå fast, at det politisk erklærede ønske om bevarelse af den nuværende kystlinje ikke harmonerer med notaters ensidige fokus på sandfodring.

Hvorfor handles der ikke i overensstemmelse med det, man siger?

Grundejerforeningerne Strandfogedgården og Maarup Strand afholdt som omtalt ovenfor fredag den 31. august et pressemøde for at lægge pres på Christiansborg for at få bevilget flere penge til kystsikring og desuden for netop at understøtte ønsket fra lokalt politisk hold om at få tilført midler til området. Derfor blev det omtalte notat fremsendt.
Vi har flere sommerhusejere, der har fået påbud om ikke at opholde sig i deres sommerhuse. Et eksternt ingeniørfirma har udarbejdet beregninger og konkluderet, at der ikke er nogen fare forbundet med, at de pågældende ejere kan opholde sig i deres sommerhuse.
Forbuddet har nu varet i ni måneder – og skrænten det pågældende sted har ikke ændret sig. Hvorfor fastholder kommunen så disse påbud?
Det påfører sommerhusejerne stor utryghed, så de efterlyser svar til, hvad deres perspektiv er?
Sælge deres hus under de herskende omstændigheder kan de ikke – ingen vil købe, fordi der ikke foreligger en plan for kystsikring for området, som mulige købere kan forholde sig til.
Kære Hjørring byråd – få nu da udarbejdet den kystplan, der kan sikre, at kystlinjen kan blive, hvor den er i dag – og det under anvendelse af de forskellige former for kystsikring, der nu engang skal til!

Hjørring kommune er blevet overdraget en myndighed. Som skatteydere i kommunen efterlyser vi,
at kommunen tager det tilhørende ansvar på sig.
Det er ikke – endnu – for sent at udvise en højere grad af omhu – og ikke mindst også ildhu – når det gælder at matche Kystanalysens konstatering af, at Hjørrings kyststrækninger er de hårdest ramte i Danmark.
På vegne af grundejere, der ser deres ejendomme truet med tilintetgørelse, må vi kraftigt understrege, at vi ikke ønsker at se flere huse blive påbudt nedtaget.

Foto: Hans Hunderup.

 

6 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Ib Christiansen
5 år siden

Bureaukratiet længe leve! Politikerne siger det folket vil høre. En gang snakken efter munden og en gang teatertorden! Der er ingen overensstemmelse mellem det politikerne siger og det forvaltning foretager sig – eller rettere ikke fortager sig. Nu kan vi så konstatere at der er gået helt hat og briller i kystbeskyttelsen da grundejerne i Kjul nu påberåber sig rettighederne til det sand som ligger ud for havnen i Hirtshals. Minder om børn der “kæmper” om sandet i en sandkasse. Vor herre bevares – man krummer tæer over småligheden og egoismen der efterhånden hersker i det her land.

Marc Real
5 år siden

Sådan er det hvis man har mange penge og køber et sommerhus helt nede ved vandkanten.
Hvis i skal have snuden helt fremme så I kan vise jer frem, så må i også tage et dask over snuden den når virkeligheden rammer. Det kan fordælen da ikke komme som en overraskelse for jer at havet æder af klitten. I kan selv betale for jeres kystsikring. Hvorfor skal andre danskere betale for at kystsikre jeres sommerhus?

Ib Christiansen
5 år siden
Reply to  Marc Real

Det har overhovedet ikke noget med at gøre at folk har mange penge eller ej og har sommerhus i første klitrække. Jeg har sommerhus der ligger små 300 m. fra kysten og før eller siden kommer det til at ligge på ydrekanten hvis der ikke bliver foretaget kystsikring. Det er nu engang sådan at det er politisk bestemt fra staten der skal kystsikres, og der er afsat penge til formålet. Den holdning som Du giver udtryk for viser at Du ikke har forstået hvad det drejer sig om og taler til den laveste fællesnævner i folk. Kysterne tilhører os alle, også dig, og vis vi vil bevare kystlandet som det ser ud i dag, nytter det ikke noget at politikerne sidder på deres flade og intet foretager, for så ender kysten inde ved Hjørrings bygrænse! Havet har altid ædt af kysten, også for halvtreds år siden da jeg var barn, det ved alle – men igennem årerne er erosionen af kystlandet taget til i omfang og derfor er det en opgave der kommer os alle ved. I øvrigt betaler vi alle dagligt stormflodsbidrag via vores forsikring, også dig, så pengene til formålet er der. Det er et kun et spørgsmål om ordstilling – er der tale om stormflod eller der tale om erosion? Fortsat go’ dag til dig.

Ib Christiansen
5 år siden
Reply to  Marc Real

Forøvrigt har grundejerne her i Nørlev selv været i lommerne for, og betalt millionbeløb for at beskytte deres sommerhuse og kysten, således at Du fortsat kan færdes uhindret på stranden.

ole
5 år siden

glem alt om børn-sandkasse og egoisme og kæmp sammen og fordel sandet og kæmp
for nedkørslerne til strandene så dem der vil besøge stranden og dem der vil kystsikre selv kan komme ned at udføre det

ole
5 år siden

kom lige forbi Tversted strand og kan ikke for stå at man skriver at kommunen ikke har frigivet nogen penge til kystsikring og arbejde på strandene i Tversted graver kommunen nogen steder op til 1m sand af stranden og dozer i havet her har man open bart for meget kan ikke rigtig forstå den politik man kunne da bare lade det ligge og bruge de penge til kystsikring andre steder eller er det bare beskæftigelses arbejde