Af Erik Poulsen
Kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre
Redaktør af facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark’
Møllebyvej 18, Stadil
6980 Tim
En ny kvartalsstatus fra den officielle ulveovervågning fortæller, at der er minimum fem ulve i Danmark, og at de formentlig fordeler sig sådan tre steder i Jylland:
VESTJYLLAND: Forældreparret fra Stråsø-koblet plus formentlig mindst én hvalp fra sidste år. Der er desuden observationer af op til fire nye hvalpe, men ulveforskerne i Aarhus tør ikke med sikkerhed fastslå, at parret har ynglet igen i år.
DJURSLAND: Meget tyder på, at en ulv holder til på Djursland. Forskerne ved ikke, om det er en af hvalpene fra Stråsø-koblet eller en ‘ny’ ulv fra et andet sted.
NORDJYLLAND: Hanulven GW781m bevæger sig i faste vandringsmønstre mellem det nordlige og sydvestlige Vendsyssel, men optræder i stigende grad fast i området ved Råbjerg Mile, syd for Skagen.
“Forskerne skriver om den nordjyske husdyrdræber GW781m, at ‘det tilsyneladende regelmæssige vandringsmønster kunne tyde på at GW781m nu afpatruljerer et fast revir, hvor Råbjerg-området er centralt’. En sådan fast tilstedeværelse af en ulv, der i både Danmark og Tyskland står bag en stribe angreb på husdyr, bør føre til, at bekymrede husdyrholdere i Nordjylland får samme rettigheder i form af tilskud til hegn som husdyrholdere i den vestjyske ulvezone. Alt andet vil være forskelsbehandling”, siger Erik Poulsen, kandidat til Europa-Parlamentet og redaktør af facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark’.
Kvartalsrapporten fortæller desuden, at der den 15. august er fundet dna fra ulv i en død kalv ved Skive.
Forskerne forholder sig også til muligheden for, at de bortrendte hvalpe fra Stråsø-koblet kan være på vej tilbage fra Slesvig-Holsten. Det er der “ikke tegn på at skulle være sket”, fastslår status-rapporten.
Forskernes eget resume: https://www.ulveatlas.dk/nyheder/stabil-ulvebestand-i-efteraaret/
Hele rapporten kan læses på http://dce.au.dk/…/Notater_2…/Statusnotat_ulv_3kvar_2018.pdf