Erik Høgh-Sørensen: Problemet med akutberedskab er løst af DF

Måske bør Boelt bare indse, at alle danskere har ret til lighed, skriver i dette debatindlæg Erik Høgh-Sørensen fra Dansk Folkeparti.

478

Af Erik Høgh-Sørensen

Medlem af Regionsrådet
Dansk Folkeparti

Det bliver nok Dansk Folkeparti, som sikrer borgere i Hjørring, Hirtshals, Skagen og Læsø den tryghed og sikkerhed, de har krav på med hensyn til ambulanceberedskab.

På foranledning af os lokale DF’ere har Peter Skaarup (DF) sendt emnet direkte ind i årets finanslovsforhandlinger, hvorefter Vendsyssel nok ender med at få en akuthelikopter.

I mellemtiden har Venstre og Socialdemokraterne brugt de seneste måneder på at skændes om skylden for afskaffelsen af akutlægebilen i Hjørring.

Begge parter har lidt ret, men det løser ikke borgernes problem.

Venstres Søren Gade og sundhedsminister Ellen Trane Nørby kan næppe forsvare, at vendelboernes ambulanceberedskab per definition skal være dårligere end andre danskeres. Det er det, der er tilfældet nu.

Og Socialdemokratiet dvs. Ulla Astman, Rasmus Prehn, Flemming Møller Mortensen og Arne Boelt, fejlede, da partiet i 2013 indgik en ringe akut-aftale med staten. Den fejl burde Astman, Prehn, Mortensen og Boelt bare vedkende sig.

Det gør Boelt næppe. Den 27. november kunne man høre Hjørring-borgmesteren på DR P4 give udtryk for, at han er ligeglad med udsigten til en akuthelikopter, når blot han får en akutlægebil.

Jamen dog, Arne Boelt: Du og Socialdemokratiet har tilsyneladende ikke så stor en horisont, at I også tænker på ve og vel for borgere i Skagen og Læsø? Måske bør Boelt bare indse, at alle danskere har ret til lighed.

Alle danskere har ret til hurtigt ambulance-beredskab, når ulykken er ude.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments