Erik Høgh-Sørensen (DF): Nej til ny spareplan på Hjørring Sygehus

En ny spareplan truer sygehuset i Hjørring, men besparelserne er unødvendige. Dansk Folkepartis Erik Høgh-Sørensen peger i dette debatindlæg på finansieringen.

952
Sygehuset i Hjørring hører under Regionshospital Nordjylland. Foto: Mick Knive Andersson.
Af Erik Høgh-Sørensen (DF)

Medlem af Regionsrådet i Nordjylland
Paradisvej 3
Sindal

Mandag skal vi politikere i forretningsudvalget i Region Nordjylland drøfte endnu en spareplan for hospitalerne i Vendsyssel.

Socialdemokratiet, Venstre og SF planlægger at skære yderligere 50 stillinger udover de over 100, der allerede er forsvundet i 2019.

Heldigvis er det ikke nødvendigt at spare, for igen i år har Region Hovedstaden et kæmpeoverskud på 300 millioner kroner.

De 300 millioner kroner afbøder nemt de cirka 20 millioner, som Regionshospitalet aldrig har fået udleveret fra regionen, og via hovedstadens overskud kan Danmarks fem regioner samlet set overholde statens budgetloft.

Altså er de nye nedskæringer unødvendige.

Dertil kommer, at der ikke kan fyres mere uden at ramme både personalets trivsel og patienternes sikkerhed, apropos den seneste sag fra Thisted. Der er allerede skåret dybt.

Desværre så man på det seneste regionsrådsmøde 26.11, hvordan det politiske flertal, også politikere fra Vendsyssel, nærmest per automatik stemte for flere stillingsnedlæggelser. Interesserede borgere kan finde videoen fra rådsmødet på regionens hjemmeside (se punktet om kvartalsrapporten).

DF stemmer nej til unødvendige nedskæringer, apropos de løse millioner i København.

Derfor stemmer jeg på det lukkede forretningsudvalgsmøde mandag (9.12) imod spareplanerne for sygehusene i Hjørring, Frederikshavn, Skagen, Brønderslev og eventuelt Thisted.

Man må spørge sig selv, hvorfor der ikke er mere politisk enighed i regionsrådet.

Jeg husker jo, hvordan regionsrådsformand Ulla Astman (S) for bare et par måneder siden roste S-regeringen for at levere den bedste regionsfinansiering i 10 år. Hvorfor så skære nu?

Ligeledes lovede både Socialdemokratiet og Venstre før valget 5. juni henholdsvis 1.000 og 2.000 nye sygeplejersker i Danmark.

Hvor bliver de mon af?

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments