Erik Høgh-Sørensen (DF): Gå nu ikke i klimapanik

Jeg advare vælgerne mod klima-panik og urealistiske CO2-mål, noterer i dette debatindlæg Erik Høgh-Sørensen fra Dansk Folkeparti.

178
Erik Høgh-Sørensen er stærkt kritisk overfor minister Mogens Jensen. Foto: Arkiv.

Af Erik Høgh-Sørensen

Medlem af Regionsrådet
Folketingskandidat
Dansk Folkeparti
Paradisvej 3
Sindal

Som DF-folketingskandidat finder jeg valgkampens slutfase præget af klima-panik og overbudspolitik. Så her er mit bud på gode nordjyske løsninger:

1. Langt flere vejinvesteringer i Mors, Thisted, Jammerbugt og Vesthimmerland. Jeg skriver dette, selvom jeg selv bor i Nordvendsyssel.

2. Den tredje Limfjordsforbindelse skal bygges, men ruten bør holdes åben. Årsagen er, at når der kun er afsat cirka 6,7 milliarder kroner til Egholm-projektet, kan det hele ende som et bundløst hul af ekstra-bevillinger. Den glidebane vil jeg ikke på forhånd godkende, for det er at snyde vælgerne. Et ekstra tunnelrør kombineret med trafikforbedringer i Jammerbugt kan være en anden løsning.

3. Egholm burde måske snarere være et sted for natur og biodiversitet. Jeg undrer mig over de politikere, der taler højt om klima og miljø, samtidig med at de vil anlægge en motorvej hen over Egholm.

4. Forbyd lastbiloverhalinger på motorvejene. Så vil personbiltransport blive mere klima-venlig, mere sikker og mere forudsigelig. Samtidig får transportørerne incitament til at lade containere køre med godstog fra Hirtshals til Hamborg.

5. Nordjyderne skal have del i EU’s transport-penge (TEN-T). Der er tale om enorme milliardbeløb, som Nordjylland hidtil ikke har kunnet få del i, mens andre dele af Danmark er blevet tilgodeset. Jeg vil arbejde for at få disse penge til huse.

I de sidste dage af valgkampen vil jeg advare vælgerne mod klima-panik. Selvfølgelig skal vi løse klimaproblemer, men ikke med urealistiske CO2-mål, som først skal indfries om 10, 20 eller 40 år.

Sådanne løfter er uansvarlige, for til den tid er “løfte”-politikerne ikke længere selv ved magten.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments