Er der plads til en del af musikskolen på Vendelbohus?

Den store fordel ville være, at sjælen i det lokale kulturliv bevares og udvikles i gammelt og nyt og med størst fokus på mennesker – brugere.

374

Af journalist Palle W. Nielsen,
netavisen FlaskePosten.nu

Den kommunale Hjørring Musiske Skole trænger til bedre forhold og mere plads, og byrådet er klar til at hjælpe med at flytte musikskolen til et kommende nybyggeri ved siden af Vendsyssel Teater overfor banegården.

Prisen er endnu ikke til at overse, men det er oplyst andetsteds, at byrådet har besluttet at sætte 12,2 millioner kroner af til køb af en erhvervslejlighed på 1000 kvadratmeter i det kommende byggeri på grunden, som det skimmelsvampsramte Sysseltinget snart fjernes fra.

Planerne er dog midlertidigt sat i bero angiveligt på grund af, at bygherren bag projektet er under konkursbehandling.

Så er det bare, jeg foreslår:

Måske skulle man tænkte anderledes og stille mange dyre kommunale projekter i bero i denne tid, hvor Hjørring Kommune angiveligt har så lidt i kassen, at der må spares mange steder, hvor det gør ondt?

Måske skulle man overveje at give musikskolen bedre forhold i et renoveret og delvis ombygget Vendelbohus og samtidig lade musikskolen benytte faciliteter i Vendsyssel Teater.

Så ville man kunne bevare og styrke Vendelbohus, der ikke mindst er bevarelsesværdigt på grund af den flotte sal, som må være et pragtfuldt sted for musikskolens elever og personale at udfolde sig.

Samtidig ville både professionelle aktører og foreninger kunne fortsætte med de mange flotte arrangementer på Vendelbohus, der trækker mange gæster til byen også udefra – både Hjørring Teater, musikforeningen og så videre.

Ulempen for musikskolen er naturligvis, at aktiviteterne ikke er samlet ét sted, men det kunne alle måske leve med.

Den store fordel ville være, at sjælen i det lokale kulturliv bevares og udvikles i gammelt og nyt og med størst fokus på mennesker – brugere.

Økonomisk er fordelene umiddelbart åbenlyse – også fordi et endnu ikke omtalt projekt venter med mere køkkenplads til kommunens Vendsyssel Teater. Det bliver nødvendigt, da der ikke er kapacitet til at bespise de mange gæster til Hjørring Revyen, der i 2018 for første gang spillede på Vendsyssel Teater. Tidligere var scenen Vendelbohus, hvis køkken i 2018 blev brugt til at lave mad til revyens gæster på Vendsyssel Teater.

Ved på denne måde at bevare Vendelbohus – også køkkenet – får Hjørring by også stor kapacitet til at huse store konferencer og lignende inde som ude ikke mindst på grund af den store hal- og lokalekapacitet i Park Vendia med videre. Altså tænke sammenhængende og på, at Hjørring som kommunens hovedby må tænke ud af boksen for at stå stærkt i konkurrence med for eksempel Frederikshavn, der tonser derudad.

Jeg har læst andetsteds, at Venstre ønsker at fastholde den påtænkte placering af en ny musikskole som nabo til Vendsyssel Teater.

Venstres 2. viceborgmester og politisk leder samt folketingskandidat i Brønderslevkredsen Henrik Jørgensen, er andetsteds citeret for at sige, at Venstre stadig er af den opfattelse, at musikskolen bør ligge ved teatret.

Han begrunder det med hensyn til skolens elever, som kan få en tilknytning til teatret, og af byplanmæssige årsager, fordi ”vi så får et kulturcentrum omkring Vendsyssel Teater”.

Henrik Jørgensen er citeret for at sige, at kommunen kan vælge eventuelt selv at være bygherre, eller måske kan en anden bygherre overtage og opføre projektet. ”Det er jo et godt projekt”, lyder det fra Henrik Jørgensen, der også er formand for Vendsyssel Teaters bestyrelse.

Arkitektfirmaet Schmidt, Hammer, Lassen har tegnet både teatret og byggeprojektet på Sysseltinggrunden med blandt andet en ny musikskole.

Foto: Hjørring Kommune
2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Hanna Simonsen
6 år siden

Det ville efter min mening være oplagt, at anvende Vendelbohus til en del af musikskolen, projektet på Banegårdspladsen har månedlig ikke kapacitet til at rumme voksenundervisningen på skolen

Hanna Simonsen
6 år siden
Reply to  Hanna Simonsen

Der skulle stå NEMLIG…ikke månedlig ?