
Ledelse, MED udvalg og Skolebestyrelse på SkoleCenter Hirtshals har tirsdag den 2. maj drøftet regeringen nye pulje til et løft af de fagligt svage elever og er enige om følgende udtalelse:
“Puljens indhold og potentiale er væsentlig bedre end den signalværdi, der er kommunikeret gennem pressen.
Det er svært for os at se rationalet i, at midler, der kunne bruges til et løft af helt konkrete elevgrupper først tildeles, når løftet er dokumenteret. Særligt kan vi se mulighederne i forhold til den sparring, vejledning og det inspirationsmateriale, der følger med puljen.
Det er også vigtigt at pointere, at der allerede er igangsat en række initiativer i forhold til at understøtte de samme målsætninger, som opstilles i dette projekt.
Det er eksempelvis indsatser som:
• Et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv, UU-Hjørring og EUC-Nord for at understøtte den gode uddannelsesafklaring, og dermed øge mulighederne for, at de ældste elever vælger den rigtige ungdomsuddannelse, g dermed kan fastholdes i den.
• Et særligt fokus på det faglige løft i matematik.
• Organisering og kompetenceløft i forhold til at kvalificere to-sprogs indsatsen og distriktets Modtagerforløb.
Ligeledes er det vigtigt for os, at vi fortsat fastholder et fokus på det hele barn gennem opmærksomhed på den personlige-, sociale og faglige udvikling- og ikke blot lader barnet bedømme på en afgangskarakter.”
Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget tog på et møde den 8. maj med deltagelse af skolecenterleder Rasmus Vørs Carlsen orienteringen til efterretning.
Udvalget bakker op om Hirtshals Undervisningssteds deltagelse i projektet og ønsker løbende at følge udviklingen.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.
Foto: Screendump fra TV2 Nord.
Kilde: Hjørring Kommune.