Enhedslistens Louise Bilde Hvelplund anmelder Hjørring Kommune til Tilsynet

Enhedslistens byrådsmedlem i Hjørring, Louise Bilde Hvelplund, anmelder Hjørring Kommune til Tilsynet

966
Hjørring Byråd. Arkivfoto.

Hjørring Kommune tilsidesatte ifølge kritikerne under tørken i sommers reglerne i vandforsyningsloven og indførte på eget initiativ en Nødretsprocedure.

Her undlod Hjørring Kommune, fortsat ifølge kritikerne, lovpligtige høringsprocedurer og mulighederne for at gøre indsigelse. Udover de mulige miljømæssige gener er det angiveligt et stort demokratisk problem, at en kommune obstruerer den demokratiske proces og tager loven i egen hånd uden politisk behandling i det relevante udvalg og byråd.

Enhedslistens byrådsmedlem, Louise Bilde Hvelplund, har derfor anmodet Tilsynet om at vurdere lovligheden og udtaler i den forbindelse:

– Når vi har en demokratisk proces med en offentlig høringsperiode er det netop for at kunne beskytte borgere og miljøet mod overgreb. Derfor kan kommunen ikke blot tilsidesætte lovgivningen. I redegørelsen som kommunen har udfærdiget tilstår man helt åbenlyst at det var ulovligt. Det må tilsynet forholde sig til og vurdere om en kommune må det og under hvilke omstændigheder. Retstilstanden for borgere og miljø bliver undermineret hvis en kommune kan påberåbe sig nødret efter forgodtbefindende.

– Det er særdeles betænkeligt, som det fremgår af redegørelsen, at det var en beslutning der blev truffet alene af udvalgsformand, borgmester og direktør. En så vidtrækkende beslutning kræver politisk behandling i såvel fagudvalg som byråd. Det er den eneste måde at sikre at flere interesser og synspunkter kan inddrages. Det er netop demokratiets styrke. Det er også forudsætningen for at sikre ordentlige arbejdsbetingelser for de ansatte i forvaltningen.

–  Det undrer mig meget at forvaltningen åbenbart har truffet beslutning om at rette en henvendelse til ministeren om at lovgivningen skal ændres. Jeg anser det ikke som forvaltnings opgave at træffe politiske beslutninger, men i stedet at føre den politik ud i livet som politikerne vedtager. Derfor må det være det politiske fagudvalg der beslutter om der skal rettes en henvendelse og en sådan drøftelse har der mig bekendt ikke været.

– Hele sagen lugter for mig af at udvalgsformand og borgmester har været ivrige efter at tækkes et erhverv og i deres iver har tilsidesat hensynet til borgere, interesseorganisationer og vandmiljøet. Det er helt uacceptabelt. Derfor må tilsynet vurdere kommunes fremgangsmåde og handlinger, lyderd et afslutningsvis fra Louise Bilde Hvelplund.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments