Man skal ikke rundt på ret mange gader og stræder i Hirtshals og for den sags skyld alle de mindre omegnsbyer samt Hjørring, før man støder ind i skilte eller biler med logoet fra Brian Mogensens hurtigt voksende firma Håndværkeren Vendsyssel.
Lokalt er et af de større projekter energirenoveringen af Hirtshals Vandrerhjem, der som bekendt den 1. november i år blev overtaget af Rikke Vandsted og Dorthe Schaltz. Det velkendte vandrerhjem, der idntil overdragelsen blev drevet af Conni og Jørgen Eriksen, bliver efter planen fra den 1. januar 2017 til B&B by the Sea.
Fornylig har Brian Mogensen desuden indledt et spændende samarbejde med John Rasmussens relativt nye virksomhed Nordjysk Murer- og Energiteknik. John Rasmussen blev uddannet murer i 2004, men i denne sammenhæng er det nok så interessant med hans videreuddannelse til energiteknolog i 2013.
– Det er et samarbejde, hvor vi kører ud sammen og isolerer. Vi kan blæse med både papiruld og mineraluld alt efter kundens ønske og behov. Vores samarbejdspartner laver i den forbindelse også energimærkning, fortæller Brian Mogensen om samarbejdet med John Rasmussen.
FlaskePosten ønsker tillykke med samarbejdet både til Brian Mogensen og John Rasmussen.