
Den 24-årige serbiske landsholdsspiller Nevena Damjanovic, der siden august 2015 har været en yderst solid støtte i Fortunas forsvar og samtidig har vist sin kampvilje, når det kneb ned scoringer, har netop forlænget sin kontrakt med Fortuna.
Nevena Damjanovic har i efteråret gjort sig bemærket i såvel den danske liga som internationalt, og det i en grad, som har medført, at der har været bud efter hende fra flere udenlandske klubber.
Men Nevena Damjanovic har, med udsigten til at vinde såvel et dansk mesterskab som pokalmesterskabet til Fortuna, besluttet, at tage endnu et halvt år i Hjørring.
Det er der stor tilfredshed med i Fortuna, hvor man ikke er i tvivl om, at Nevena Damjanovic får stor betydning i jagten på de to store pokaler.
Om det så lykkes at forlænge yderligere, når Fortuna i efteråret skal ud i internationale UEFA Womens Champions League-kampe, og der er behov for at stille med stærkest tænkelige hold, er et andet spørgsmål.
Foto: Jess Madsen.





















































