Endelig overtagelse af Vendelbohus

Den længe annoncerede overtagelse af Vendelbohus er nu en realitet. Tirsdag eftermiddag skrev repræsentanter for bestyrelsen for den selvejende institution Vendelbohus under på en erhvervslejekontrakt for huset.

1549
Fra venstre ses Christian Knudsen, Lars Hasselby og Dorthe Fey.

Den selvejende institution har endelig overtaget opgaven med at drive Vendelbohus fra Hjørring Kommune.

– Der er ingen tvivl om, at det både bliver en spændende og stor opgave at få løbet huset i gang på nye vilkår, fortæller Kurt Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Vendelbohus. Selv om der formelt kun er tale om et lejemål, så bliver der mange opgaver med vedligeholdelse og drift af huset, der skal være i orden.

De nye lejere har indgået aftale med de tre medarbejdere, der indtil nu har arbejdet i huset.

– Det har vi gjort for at sikre driften af huset, for det er jo en ældre dame, som vi skal passe godt på. De nuværende medarbejdere har et indgående kendskab til stedet og kan bidrage til, at arrangører af koncerter, teaterforestillinger mv. får den bedst mulige oplevelse, så de ikke på den måde kommer til at mærke skiftet fra kommune til selvejende institution.

Men det betyder ikke, at alt bare fortsætter som hidtil, pointerer Kurt Larsen. Bestyrelsen vil se på priserne for at leje sig ind i huset, for fremover skal husets økonomi jo hvile i sig selv. Selv om Vendelbohus er en non-profit organisation vil det formentlig betyde, at priserne for at leje sig ind bliver højere end de har været indtil nu.

Der er allerede indgået aftaler om en del arrangementer i efteråret. Det er særligt den store, flotte teatersal, der er rift om.

– Men vi arbejder på at få mere ind i både teatersalen og den lille sal. Det er jo begrænset, hvor meget, der har været gjort for at fortælle om at de flotte lokaler kan lejes til bryllup, konfirmation mv., så der står vi også med en opgave. Her vil vi også gerne samarbejde med de lokale restauratører. Kan vi lave aftaler med restauratørerne om at levere mad til arrangementerne i huset eller vil de se nye muligheder for at bruge det til større fester eller selskaber, så vinder alle parter på det.

Lige nu er der er planlagt et støttearrangement til september, men huset bliver også afhængig af, at de mange lokale kræfter, der i den meget lange politiske proces har sagt, at de ønsker at bevare det dejlige hus, nu skal træde til. Derfor er der også sat gang i at få lavet aftaler med en lang række sponsorer.

Hjørring Kommune er fortsat ejer af huset og skal stå for den udvendige vedligeholdelse. Det er aftalt, at lejemålet skal genforhandles om 10 år.

Kilde: Vendelbohus.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments