Endelig kører rutsjebanerne på fuld kapacitet i Fårup Sommerland

Fårup Sommerland må nu endelig skrue op for kapaciteten og fylde vognene med fartglade gæster, som dog skal bære mundbind i parkens største forlystelser. Det vækker glæde hos Niels Jørgen Jensen, som samtidig retter en skarp kritik mod regeringens sommerpakker, der ifølge direktøren er konkurrenceforvridende.

258
Foto: Torben Hansen.

Fra tirsdag den 7. juli må Fårup Sommerland endelig skrue op for kapaciteten og invitere gæster indenfor under mere normale forhold end hidtil. Siden genåbningen i starten af juni har det nemlig kun været tilladt at fylde vognene i de hurtigkørende forlystelser med ét eller to hold pr. tur, hvilket har resulteret i, at parken har kørt med nedsat kapacitet.

– Det er en meget glædelig nyhed for os, og det betyder, at gæsternes oplevelse nu er tæt på en normal sæson, da vi kan have endnu flere gæster med ombord i parkens hurtigkørende forlystelser og undgår for lange kødannelser i højsæsonen, lyder det fra adm. direktør i Fårup Sommerland Niels Jørgen Jensen.

Selvom Fårup Sommerland nu må skrue op for kapaciteten, bliver det et krav, at gæster skal bære mundbind i parkens største forlystelser. Mundbindene kan købes i parken, men Fårup Sommerland opfordrer til, at gæster medbringer mundbind hjemmefra. Derudover skal der stadig holdes en meters afstand til øvrige gæster og medarbejdere, ligesom der fortsat vil være opstillet håndsprit overalt i parken samt en række andre foranstaltninger. Det er desuden et krav fra Sundhedsstyrelsen, at mundbindene skiftes efter hver tur.

Sommerpakker skævvrider konkurrencesituation

Selvom de nyeste retningslinjer vækker glæde hos Fårup Sommerland, er direktør Niels Jørgen Jensen langt fra tilfreds med de aktuelle vilkår for landets forlystelsesparker. Det skyldes blandt andet, at forlystelsesparkerne ikke er inkluderet i regeringens nylancerede sommerpakker, hvor en lang række turismeaktører får understøttelse af staten og således kan tilbyde gæster store rabatter.

– Det er yderst problematisk, at man vælger at støtte udvalgte aktører massivt og undlader at hjælpe andre, der ligeledes gennemgår en udfordrende periode. Det skævvrider i høj grad konkurrencesituationen og skaber svære betingelser for forlystelsesparkernes fremtidige situation, siger Niels Jørgen Jensen.

Niels Jørgen Jensen frygter, at forlystelsesparker og andre turist- og sommertilbud vil blive fravalgt, når familier kan komme billigere ind på museer og zoologiske haver, og han håber således på, at regeringen vil revurdere hjælpepakkerne, så de kan komme hele oplevelsesindustrien til gode.

Regeringens sommerpakker gælder fra 27. juni til og med 9. august.


Fakta om Fårup Sommerland:

Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kan i 2020 fejre 45 års jubilæum.

Forlystelsesparken er årligt besøgt af cirka 600.000 gæster, hvoraf 80 procent er danske.

Fårup Sommerland har en gæstetilfredshed på hele 99 procent og har gennem årene vundet en lang række priser og er bl.a. kåret til top 3 blandt Europas bedste forlystelsespark fire år i træk (Kirmes, 2015, 2016, 2017 og 2018), Verdens 3. bedste service (IAAPA, 2015 og 2016) og Nordens bedste sommerland i 2018 og 2019 (barnsemester.se).

Fårup Sommerlands vision er at være indbegrebet af enestående oplevelser for familier i hele Norden, og Fårups slogan er ”De største oplevelser er dem vi har sammen”.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments