Endelig kørekort til Jesper Sørensen

Jesper Sørensen, der lider af den sjældne sygdom progeria, har torsdag fået kørekort.

3792

Klokken var 8:45, da Jesper Sørensen torsdag morgen trillede afsted fra politigården i Hjørring med en køresagkyndig på passagersædet.

Godt en halv time senere stod Jesper storsmilende med sit midlertidige kørekort i hænderne.

– Jeg er rigtig, rigtig glad. Det er jo lige op til sommeren og det gode vejr, siger Jesper Sørensen til TV2 Nord.

I Danmark kan man gå til den afsluttende køreprøve, når man er fyldt 18 år. Selvom Jesper over 18 år, har han valgt at vente med at begynde på teoritimerne.

– Jeg har ikke været klar før. Jeg sagde til mig selv for et halvt år siden “Nu er jeg parat. Jeg kan godt”. Og nu har jeg det, siger en tilfreds Jesper Sørensen og fortsætter:

– Det er en voksenting at få kørekort. Det er noget man får, når man bliver lidt ældre.

Jesper Sørensen på sin 18-års fødselsdag. Foto: Iben Hedemann

Specialbygget bil med gode højttalere

Stik mod alle odds er Jesper blevet 22 år. Han lider som den eneste i Danmark af den ekstremt sjældne gensygdom progeria, der gør, at kroppen ældes hurtigere end normalt.

Når man, som Jesper, lider af visse sygdomme eller har visse handicap, må man gå til køreprøve sin egen bil.

Og bilen har han haft i et stykke tid. Det er bare først nu, han må køre i den.

– Jeg skal bruge bilen, når jeg må starte på arbejde igen.

Og nu kan Jesper skrue godt op for musikken og selv køre afsted for at besøge sine venner eller til away-kampe med favoritklubben AaB.

– Til AaB’s hjemmekampe tager jeg nok stadig toget, så jeg ikke skal til at finde en parkeringsplads.

I 2017 samlede Jesper Sørensen mere end en kvart million sammen til progeriatræf i Norge. Foto: Mick Anderson

Jesper kører i en rød Peugeot 208, der er specialbygget, så han på trods af sin sygdom, forsvarligt kan styre bilen. Og anlægget i bilen skulle angiveligt virke fint.

– Jeg hører næsten alt musik, men det er ikke alt jeg hører højt, siger Jesper Sørensen og fortæller, at bands som Ude af kontrol, Linkin Park og Eminem får lidt ekstra volumen.

Teoriprøven blev bestået med 0 fejl. Noget der ikke ligefrem lå i kortene efter Jespers første teoritime.

– Til den første teoritime, var jeg den, der havde allerflest fejl. 19 ud af 25 svar var forkerte. Og så ender det med, at jeg er den eneste, der havde 0 fejl i den rigtige teoriprøve.

Det er en hel ny verden, der åbner sig for ham, fortæller han.

– Jeg har lige kørt lidt i dag. Op i byen. Ordne nogle småting.

TV2 Nord har fulgt Jesper Sørensen siden 2008.

Kilde: TV2 Nord.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Ole
4 år siden

Tillykke Jesper og flot bil du har fået. Stærkt gået

Alice Jensen
4 år siden

Hej Jesper, rigtig hjertelig tillykke med kørekortet, så sejt, dejligt du nu er blevet uafhængig og selv kan køre.🚗