
Vi har et par gange foromtalt arrangementer og bragt programmet for denne weekend samt refereret fra redningsøvelsen tidligere lørdag, men her følger et kort forsøg på at opsummere nogle få af dagens højdepunkter. Ikke alle nævnt, men ingen glemt.
Allerede klokken kl. 11.00 sendte Per Søeby adskillige af mandskaberne fra Nordisk Sejlads ud på en turnering i fodboldgolf, hvor banen byder på 1,7 km. med strabadserende boldspark ved Fyrklit. Her vandt den unge besætning fra det gode skib Christiane. Før den afgørelse havde vi været til redningsøvelse på Hirtshals Havn, som allerede er omtalt på FlaskePosten.
Endelig prioriterede vi jazzen ved Hotel Hirtshals. Her havde bestyrelsen i jazzklubben “Hva no do” virkelig foldet deres organisatoriske talenter ud med et eksotisk miljø og East Harbour Jazzband samt i skrivende stund Bourbon Street Jazzband.
Afslutningsvis nåede vi koncerten med Rasmus Nøhr hos Hirtshals Rideklub på Landlyst. Popsangeren gav den gas allerede ved opvarmningen kl. 17.30. Det er garanteret en fed koncert, der er i gang fra kl. 20.00 til 21.00.