En million til Hummerhuset

De mange penge fra Nordea-fonden skal bruges til et nænsomt ansigtsløft af og en ny udsigtspost på taget af Hummerhuset på stranden i Løkken.

462
Visualisering af Hummerhuset på stranden i Løkken når det er færdigt i slutningen af 2019.

– Bevillingen fra Nordea-fonden bidrager på bedste vis til, at Hjørring kommune kan arbejde videre med udviklingen af området ved Løkken Læmole og realisere nogle af de idéer, der bliver præsenteret i en helt ny lokalplan for Løkken Moleleje, siger Søren Smalbro, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune.

Hummerhuset er en simpel bygning med historie, et råt udtryk og en helt unik beliggenhed. Det har været brugt til opbevaring af friskfangede sorthummere, indtil de blev solgt levende til højstbydende. I dag bliver der ikke længere fanget hummere i Løkken, men huset bliver stadig brugt af kystfiskerne, der – som et af de få steder i Danmark – fortsat fisker direkte fra stranden.

Efter renoveringen skal kystfiskerne fortsat bruge huset, og så bliver der adgang for strandens gæster til en helt ny udsigtsplatform på husets flade tag og en siddetrappe, der helt sikkert bliver et af de foretrukne steder, når man i Løkken gerne vil nyde solnedgangen på en stille sommeraften.

Badebyen Løkken er hjørnestenen i Hjørring Kommunes turismesatsning. I 2015 blev Løkken Læmole renoveret, så den i dag både fungerer som læmole for fiskeriet og som promenade for byens mange borgere, gæster og turister.

– Borgere og foreninger i Løkken og Hjørring Kommune har gennem mange år arbejdet rigtig godt sammen om en spændende udvikling af byen for både borgere og turister. Bevillingen fra Nordea-fonden giver et godt grundlag for at fortsætte samarbejdet, siger Tim Jensen, formand for Udvalget for strategisk by- og landdistriktsudvikling i Hjørring Kommune.

Hjørring Kommune har modtaget en million kroner i støtte fra Nordea-fondens kystpulje på 50 mio. kr., der uddeles til projekter, som skaber aktivitet og styrker fællesskabet langs landets kyster.

– Kysten er klar, og vi er glade for, at Hjørring Kommune vil være med til at skabe nye stærke fællesskaber ved stranden i Løkken, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Kystpuljen havde ansøgningsfrist 10. juli 2018, og i alt forventes cirka 100 aktivitetsskabende projekter fra hele landet at få støtte fra Nordea-fondens kystpulje.

Kilde: Hjørring Kommune.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments