
Forleden ankom to håbefulde islandske spillere til bordtennisklubben B75. Spillerne skal være der indtil jul.
Gestur og Ellert håber at kunne udvikle sig ligeså meget som de grønlændere, der har været i klubben i de senere år. Gestur og Ellert skal bo på Halvorsminde Efterskole på deres Flex-College, og så skal de gå på Hjørring Gymnasium, men det primære bliver bordtennis.

– I uge 37 kommer der desuden fire repræsentanter fra Ugandas bordtennis union, de kommer for at indlede et samarbejde med B75 om at være med til at udvikle bordtennis i Uganda,. I første omgang ved, at de sender håbefulde unge talenter fra Uganda til vores center i Hirtshals. Vi ser meget frem til at få det samarbejde etableret. Folkene fra Uganda kommer naturligvis ikke til Hirtshals, uden at der har været lavet en masse lobbyarbejde internationalt, fortæller Peter Sundbæk fra B75.
– Aftalem med Uganda er en udløber af en aftale, vi allerede har etableret med Kenya, som sender deres bedste ungseniorspiller til centret i midten af september og tre måner frem. Vi ser meget frem til, at Brian Mutua kommer til klubben. Han er 19 år og skal også bo på Halvorsminde. Brian vil hjælpe med træningen af bordtennislinjen på Halvorsminde, tilføjer Peter Sundbæk.
Mange af de ting, der har været arbejdetn på igennem flere år begynder nu at lykkes. Vejen til succes er lang og hård. Den medgang, vi oplever i klubben, kan naturligvis kun lade sig gøre med velvillig opbakning fra sponsorer og kommune. Vi er yderst taknemmelige for den fantastiske støtte, vi oplever fra erhvervslivet i Hirtshals og omegn, slutter Peter Sundbæk.