Gammel hirtshalsdreng stiller op til regionsrådsvalget for Venstre

Christian Borrisholt Steen, der er født og opvokset i Hirtshals, stiller op til regionsrådsvalget i 2021 for Venstre.

691

Christian Borrisholt Steen er ikke et helt ubeskrevet blad i offentligheden og flere vil sikkert kende ham som en flittig debattør i blandt andet Kristeligt Dagblad, TV2 Nord og såmænd også på Flaskeposten.nu.

Christianhar været medlem af Venstre siden 1996 og har beklædt flere tillidsposter i partiet. I perioden 1996- 2000 var han medlem af bestyrelsen i det daværende Horne- Asdal Venstrevælgerforening og var i samme periode også medlem af kredsbestyrelsen i Hjørringkredsen. Siden 2009 har han boet i Vester Hassing nord for Aalborg, og er stadig aktiv i Venstre.

Arbejdet med sundhedspolitik, som jo er det største politikområde for Region Nordjylland, er hverken nyt eller ukendt for Christian Borrisholt Steen. I perioden 2012 – 2018 var han medlem af Det Etiske Råd og arbejdede her med en række af de dilemmaer, som også kendetegner sundhedsområdet.

Christian har også holdt mere end 100 foredrag rundt omkring i hele Danmark om arbejdet i Det Etiske Råd (såmænd også i Emmersbæk og Horne). Siden 2018 har han været medlem af Den Regionale Videnskabsetiske Komité i Region Nordjylland, hvor han bl.a. er med til at vurdere en lang række sundhedsfaglige projekter fra de nordjyske hospitaler.

Til dagligt arbejder han som seniorkonsulent i en større privat organisation. I det omfang tiden tillader det, sørger han også for at løbe nogle ture i og omkring Vester Hassing, lige som han også med jævne mellemrum er at finde på såvel kirkebænken, som i fitnesscentret.

– For mig er mennesker vigtigere end partiprogrammer og regneark. Og i en tid, hvor sundhedsvæsenet er presset af bl.a. flere ældre og flere kronikere og hvor vores mange dygtige medarbejdere i regionen løber alt for stærkt, for at kunne følge med, er det vigtigere end nogensinde før, at vi sætter det enkelte menneske i centrum – og det uanset, om det menneske er almindelig borger, patient, pårørende eller medarbejder i Region Nordjylland, siger Christian Borrisholt Steen blandt andet om sin motivation for at stille op til regionsrådsvalget.

Regionsrådsvalget finder sted sammen med kommunalvalget den 16. november 2021.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments