
Da nærværende skribent som dreng boede i Tornby, kunne vi med nordenvinden få en ikke altid lige god lugt af fisk fra fabrikkerne i Hirtshals.
– Her dufter altså af fisk, sagde til gengæld barnebarnet William, da FlaskePostens udsendte søndag havde ham med til kåringen af Årets Sild 2016 på Nordsøen Oceanarium.
Her var duften af fisk nemlig anderledes frisk, da vi gik rundt og snusede indtryk til os samt fik smagt på alle seks deltagende spisesteders gammeldags modnede og dernæst krydrede sild.
Allerede efter første runde, hvor vi blandt andet fik hilst på Horne Efterskoles kok Uffe Truelsen, der havde en halv snes elever fra linjefaget horneGastro med sig for at hjælpe restauratørerne, lagrede en bestemt sild sig behageligt blidt og dog med bid på smagsløgene, hvilket helt klart var den fra Restaurant Lilleheden.
Alle de andre var også uforglemmeligt gode, men både blandt gæsterne og flertallet af dommerne blev der altså noteret et særligt tvist hos lige præcis denne her sild, der stod fint til Årets Bjesk.
– Vi fik rigtig hård konkurrence ikke mindst også, hvad angik anretningen af silden, konstaterede efter kåringen en forståeligt nok glad og stolt Ejvind Kjeldsen Jensen.
Lillehedens sild udmærkede sig ved lagring i eddike og saft fra æbler, frisk knold-fennikel, banan-skalotteløg, rørsukker, lynghonning og soltørrede tranebær.
Ved anretningen var silden desuden smukt pyntet med lækker garniture af mayo med æg og karse, syltede perleløg, frisk snittet fennikel crudité, der har ligget i isvand, belle de boskoob af dehydreret æblechips og rensdyrlav.
Det har utvivlsomt også bidraget til kåringen, at der fulgte en rigtig god historie om naturen og tilblivelsen af opskriften med til denne delikate sild.