EKSTRAORDINÆRE SITUATIONER FORDRER EKSTRAORDINÆRE LØSNINGER
Rapport fra Vandlandet. Dag 1.
Vi bliver holdt tilbage mod vores vilje. Man har spærret os inde bag et bevogtet hegn. Pigtråd, to lag. Der er posteret bevæbnede vagter hele vejen rundt. De står med ti-femten meters mellemrum.
Det påstås, at en farlig bakterie har inficeret Vandlandet. Da vi kom tilbage fra morgenmaden, lå der en skrivelse fra Akutberedskabet i entreen. De sammenligner bakterien med pest. Selv har jeg ikke set nogen tegn på sygdom. Det er en unik situation. Skræmmende, men unik. Noget tilsvarende har ikke fundet sted siden middelalderen.
Som historiker føler jeg mig forpligtet over for eftertiden. Jeg vil bestræbe mig på, at mit vidnesbyrd bliver nøgternt. Jeg er naturligvis oprørt og bange, men dette er trivielt. Hvem ville ikke være det i en tilsvarende situation? Kort sagt vil jeg nedfælde hændelser og omstændigheder. Beskrive tingene, sådan som de sker.
Vandlandet er sat i isolation. Internet og mobilnet fungerer ikke.
Sandsynligvis ønsker myndighederne ikke, at vi påkalder os offentlighedens opmærksomhed. En naiv tankegang. Typisk dansk.
Halfdan Svendsen
Søndervig
»Hvad er det, du skriver?«
»Et vidnesbyrd, det her må ikke blive glemt. Vi befinder os midt i en prøve på den vestlige civilisations overlevelseskraft, og indtil videre er jeg ikke imponeret.«
Halfdan pegede på instruksen fra Akutberedskabet.
»De skriver, der har været et dødsfald. De er bange for, at det er starten på en epidemi. Jeg vil æde min gamle hat på, at det er badevandet, den er galt med. Det er så forbandet uhygiejnisk. Enhver kan sige selv, at det må gå galt, når så mange mennesker deler det samme lunkne vand. Gudskelov at vi ikke har været deroppe.«
Inge sad med instruksen fra Akutberedskabet. Hun havde været igennem den flere gange. Havde forsøgt at læse mellem linjerne. Der stod intet om risikoen for at blive smittet. Kun at der havde været et dødsfald. Havde Halfdan ret, var det vandet, den var galt med? En dukkert, var det nok? Et dødsfald. Det var så tæt på ingen, som man kunne komme. Men så igen, det var et for mange. Tanken om infektioner gjorde hende bange. Bange, men fremfor alt ensom. Ensom fordi hun ikke havde nogen at tale med. Hun turde ikke sige noget til Halfdan. Han ville blive stiktosset, hvis han fandt ud af, at hun havde været oppe i Lagunen.
Krestens kinder summede, og han vidste udmærket, at han var lettere bimmelim. Men det var sgu da kun menneskeligt. Et tilfældigt dødsfald var ved at smadre hans livsværk. Vandlandets ry og rygte var ødelagt for tid og evighed. Når karantænen blev hævet, ville samtlige gæster suse ud og svine stedet til. Der ville komme en hylen og skrigen om, hvor traumatiserende en oplevelse det havde været. Ingen ville overveje, om myndighederne havde overreageret.
Rapport fra Vandlandet. Dag 1 forsat.
Civilforsvaret ankom ved middagstid. De har oprettet en eller anden form for lazaret. Man kan se det fra vinduet i køkkenet. Stadig har jeg ikke set nogen syge. Det hele er meget mærkeligt. Ja, nærmest uvirkeligt. Mobilnettet virker forsat ikke. Det sammen gælder Internettet. Jeg talte med naboparret om det. De er overbevist om, at man har afskåret os fra omverdenen med fuldt overlæg. Jeg er fuldkommen enig i denne hypotese. Det er tilsyneladende meget stressende for det moderne menneske at være uden adgang til virtuel kommunikation. Naboerne virkede i hvert fald pirrelige. Det bliver interessant at se, om de vænner sig til det, eller om det bliver værre. I grunden er det skræmmende, så afhængigt mennesket er blevet af det digitale. Selv klarer jeg det fint. Formodentlig kunne jeg uden problemer leve på en øde ø.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Bjarne hørte larm ude fra receptionen. Han skyndte sig derud. En bevæbnet soldat i beskyttelsesdragt stod overfor den thailandske pige bag disken. Soldaten forsøgte at berolige hende. Resultatet var mådeligt. Masken gjorde stemmen sært robotagtigt. Bjarne trådte ind bag disken og spurgte, hvad det drejede sig om. Soldaten lagde en taske på bordet. Sagde, at den indeholdt walkie-talkies. Bad Bjarne fordele dem mellem de ledende medarbejdere.
»De sætter jer i kontakt med den vagthavende. Henvend jer, hvis der er noget. Syge der skal evakueres. Den slags.«
Bjarne takkede og åbnede tasken. Der lå ti styks. Det føltes som en hån. Udenfor hegnet havde de ingen anelse om Vandlandets skrøbelige organisation. Alt administrativt personale befandt sig på den anden side af hegnet. Ikke engang driftsleder Juhl var her. Kresten, køkkenchefen, han selv. Og det var så det.
Halfdan sad ved spisebordet med sin bærbare.
»Er det stadig det der vidnesbyrd, du nørkler med?«
»Nej, det er et brev til sundhedsministeren. Hun skal vide, hvordan man behandler os. Jeg var oppe omkring lazarettet. En soldat spurgte, om jeg følte mig syg. Da det ikke var tilfældet, beordrede han mig tilbage til huset. De tager det med isolationen meget bogstaveligt. Som om lidt frisk luft kunne skade. Ministeren skal kende sandheden. Det er en skændsel så ringe, vi bliver orienteret.«
Inge mærkede noget. Et stik. Halfdan bare snakkede og snakkede. Så slet ikke, hvordan hun havde det.
»Jeg mener, hvad er symptomerne overhovedet? Hvordan kan folk vide, om de skal søge hjælp? Kan du sige mig det?«
Det kunne hun ikke. Men det gav nok sig selv. Det var hun i hvert fald bange for. Det sagde hun selvfølgelig ikke. Hun sagde, at hun var træt. At alt det der med epidemi og karantæne drænede hende for energi.
Solen sank ude over Vesterhavet. Vandlandet lå mørkt og stille. Stierne var øde. Gæsterne overholdt udgangsforbuddet. Chokerede. Vantro. Ramt af uvirkelighedsfølelse. Forældre forsøgte at berolige deres børn. Men det var svært, når man selv var under pres. En ældre kvinde gik langsomt op mod lazarettet. I hendes favn hvilede en lille pige. Hendes barnebarn. Netop som kvinden passerede Lagunen, blev der med et brag fyret op under musikken og de blinkende lygter. Kresten grinede og gav thumps up til Hugo X.
Rapport fra Vandlandet. Dag 2.
I går aftes havde jeg svært ved at falde i søvn og gik en tur. Jeg havde stierne for mig selv. Mødte ikke en levende sjæl. De fleste respekterer påbuddet om at isolere sig. De fleste, men ikke alle. Jeg kom forbi Lagunen og havde svært ved at tro mine øjne. Et sted mellem halvtreds og hundrede personer havde valgt at se stort på Akutberedskabets retningslinjer. Der blev danset, badet og horet. Det var et forbandet svineri. Myndighederne burde gribe ind.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Kresten vågnede sammen med Idunn. En rigtig norsk valkyrie. Et hoved højere end ham selv. Lidt grov i trækkene, men hvad gjorde det? Hendes bryster var kolonorme. Og så kunne hun drikke. For satan mand, hvor var det skønt at give slip. Tænk på alle de år, alt det liv, han havde spildt. Han havde ikke lavet andet end at begrænse sig selv. Han hældte et skvæt Bailey i Idunns navle og lappede den i sig. Hun grinede og daskede til ham. Skubbede ham videre ned til grotten mellem de kraftige lår. En duft af moskus og noget syrligt blandede sig med whiskylikørens fede sødme.
Walkie-talkien skrattede.
»Bjarne Videbæk? Er du der Bjarne?«
Han rakte ud og besvarede opkaldet.
»God morgen Bjarne, Betinna Andersen fra Akutberedskabet her. Vi har brug for din hjælp. Vi skal have en kopi af jeres gæsteliste. Vi skal have styr på, hvem der er indlogeret i Vandlandet. Kan du klare den? Skifter.«
»Det bliver svært. Skifter.«
»Svært. Hvordan svært? Har I ikke registeret gæsterne? Skifter.«
Og så måtte Bjarne synke en klump og forklare, hvorfor det ikke var så lige til. At ferieboligerne i langt de fleste tilfælde var lejet ud gennem virksomheder, hvorfor man desværre kun havde registreret navnet på den ansatte og virksomhedens navn. Man havde med andre ord ikke folks adresser og vidste faktisk ikke engang, hvor mange der boede i de enkelte lejemål.
Betinna Andersen var effektiv. Effektiv og irritabel. Medierne var allerede ankommet. Adskillige sendevogne holdt oppe ved kontrolposten på Søndervig Landevej. De første indslag havde kørt på de store kanaler. Billeder af kontrolposten. Gætterier omkring karakteren af epidemien. Indignation over mobilnettet der var lukket ned. En masse ævl om at de internerede havde ret til at komme til orde. Pis og papir. Og så var Vandlandets ledelse de rene amatører. De havde ikke styr på en skid. Men ikke nok med det, de lavede lort i den. Kravet om isolation skulle respekteres. I løbet af natten havde nødhospitalet modtaget 11 alvorligt syge. To var allerede bukket under. Epidemien var ikke længere et hypotetisk scenarie. Fremadrettet ville Lagunen blive sat under bevogtning. Betinna Andersen gjorde et notat. Oberst Aulum måtte begynde at skrue bissen på.
»Nej, det er ikke pest. Det er en stafylokok, men dens epidemiske potentiale er ganske voldsomt.«
Dr.med. i mikrobiologi Louise Munch følte sig utilpas. Det var lidt som at være til eksamen. Embedsværket sad i en hestesko rundt om hende. Lyttede opmærksomt. Vejede hvert eneste ord.
»Det er for tidligt at sige noget om dødelighed endnu, men formodentlig vil en pæn del af de internerede ikke blive syge. Det er selvfølgelig på sin vis positivt.«
Hun så raden rundt. Hendes forbeholdende tonefald kunne ses. De havde regnet ud, hvor hun ville hen.
»Inden for en uges tid eller to vil epidemien alt andet lige have raset ud. De overlevende vil i medicinsk forstand være raske, men de vil stadig være bærere af den aggressive bakterie.«
Halfdan sad ved køkkenvinduet. En deling nærmede sig hyttebyen. De var klædt i beskyttelsesdragter. Der var nok et sted mellem fyrre og halvtreds mand. De spredte sig ud. Begyndte at banke på. Talte med folk. Skråt overfor blev der tilsyneladende ikke svaret. I det samme bankede det på hos dem selv. Soldaten noterede deres navne. Fik deres adresse. Spurgte, om der var pårørende, der skulle kontaktes. Det føltes surreelt. Halfdan hørte sine svar. Hørte dem falde mekanisk. De var bare to. Nej, de havde det fint. Havde undgået Vandlandet. Hvornår regnede man med, at de kunne tage hjem? Soldaten beklagede. Anede det ikke. Fulgte bare ordre. Han ønskede dem en god dag og forsatte hen til naboen og bankede på.
Rapport fra Vandlandet. Dag 2 forsat.
Vi bliver holdt i mandtal. Jeg bifalder den systematiske tilgang. Det er rationelt. Derimod er informationsniveauet stadigt skandaløst. Vi får intet at vide. Vi er forsat afskåret fra omverdenen. Ingen mobil, intet Internet. Hvad er det, myndighederne frygter? Er det os eller omverdenen, man beskytter?
Halfdan Svendsen
Søndervig
En drone kredsede over Vandlandet. Filmede, mens soldaterne fulgte den med blikket. En enkelt lagde riflen til kinden og forsøgte at følge dens flugt. Medierne var gået i selvsving, alt handlede om situationen i Vandlandet. Offentligheden var i chok. Journalister konfronterede politikere. Krævede svar på offentlighedens vegne. En minister gjorde meget ud af at afvise, at den nye ultraresistente bakterie skulle have forbindelse til landbruget. De andre EU-landes boykot af dansk svinekød var hysterisk, uvidenskabelig og fremfor alt usolidarisk. Mutationer var en naturlig følge af evolutionen. Det var tid til at rykke sammen. Ikke til at så spild i unionen.
Betinna Andersen havde svært ved at sove. Hun var bange. Bange for at blive smittet. To af de menige var blevet inficeret. Alle sikkerhedsforanstaltninger var blevet overholdt. Alligevel var det sket. Lægen havde givet hende noget at sove på. Men det føltes forkert. Hun ville væk. Hvorfor gjorde hun det her mod sig selv og sin familie?
Der lå en seddel på spisebordet i morges. ”Jeg tror, jeg er blevet smittet. Er gået op for at blive tjekket af en læge. Vi ses”. Sådan stod der. Vi ses? Inge for pokker. Hvorfor sagde du ikke noget? Hvorfor tog du bare afsted? I det samme passerede en båre køkkenvinduet. Ligposen var ikke dækket af et tæppe. Det plejede de at være. Han brød han sig ikke om det. Civilisation handlede om de små ting, om at holde på formerne.
Bjarne havde ikke nogen at tale med. Kresten og Idunn havde forskanset sig. Han brugte det meste af tiden på at gå. Han gik gennem det tomme Vandland. Hørte sine skridt. Rungende. Han var begyndt at se bakterier. De var overalt. Det var bare indbildning. Det vidste han, det måtte være. For man kunne ikke se den slags. De var der bare. På dørhåndtag. På væggene. Overalt. Han forestillede sig, hvordan de inficerede ham. Bobler af pus fyldt med bakterier. Men det var ren indbildning. Du har ikke feber, havde lægen sagt. Du er sandsynligvis en af de heldige. En af dem bakterien ikke bider på.
Inge havde fået plads ved siden af en rødhåret kvinde. Luften var tung. Staldagtig. Sengene stod tæt. Alt for tæt. De syges åndedrag forenedes i et raspende, rallende, gispende kor. Lidt efter lidt gik sandheden op for hende. Lazarettet var ikke den mellemstation, hun havde blidt sig ind. Det var en endestation. Et sted folk kom til at dø. »Åh gud ikke mig. Jeg skal klare den. Halfdan er så verdensfjern, han kan ikke klare sig uden mig. Åh gud.« En varm hånd lagde sig om hendes nakke. Varmen spredte sig ud i kroppen. Hun lukkede øjnene og slappede af. Stadig mumlende. »Jeg klarer den. Jeg skal klare den.«
Inge vågnede ved lyden af sit navn. Der var en, der råbte. Halfdan råbte. Ville vide, hvordan hun havde det. De lod ham råbe. Han lød så fortvivlet.
»Det er min mand. Lad ham nu bare komme ind. Det er okay.«
Hun forsøgte at komme op. Men hun var så svimmel. Snublede. Faldt ind over den rødhårede. Undskyldte.
»Det er min mand. Han kalder på mig.«
Hænder greb hende. Pressede hende ned mod sengen. Hun kæmpede imod. Mærkede bæltet om sit liv. Begyndte at skrige. Skreg, mens hendes hænder blev fikseret. Skreg, mens kanylen punkterede venen under hendes hud. Skreg, mens mørket åbnede sig og trak hende ned.
Rapport fra Vandlandet. Dag 3.
Jeg trodsede udgangsforbuddet og gik op til lazarettet. Min hustru har ladet sig indlægge. Jeg vidste ikke, at hun var syg. Ikke på den måde. Jeg troede bare, hun var stresset, hvilket er fuldkommen naturligt i vores situation. Jeg er vred. Frustreret og vred. Man skulle tro, vi befandt os i et uland. Man anvender magt fremfor information. Det er rent ud sagt utilstedeligt. Jeg henvendte mig høfligt. Forklarede situationen. Holdt afstand, selvom det sikkert ikke engang var nødvendigt. Soldaterne der bevogter lazarettet, er nu iført beskyttelsesdragter. Jeg ville bare vide, hvordan min hustru havde det. Ikke andet. De nægtede at høre på mig. Ignorerede mine spørgsmål. Stod bare der med deres geværer. Sagde, jeg skulle gå hjem. Hjem! Hvad bilder de sig ind. Ja, jeg mistede vist besindelsen, men hvem ville ikke gøre det? Følelsen af afmagt var overvældende. En kvinde begyndte at skrige, da jeg kaldte på Inge. Var det Inge, der skreg? Jeg ved det ikke, men jeg tror det.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Udenfor var mørket faldet på. Lyset blev ikke slukket i lazarettet. Inge lå helt stille. Smertefri. Fikseret og smertefri. Hun skulle tisse ganske forfærdeligt, men bleen ville ikke blive skiftet, før det blev morgen. Det var så uværdigt. Hun havde set andre brokke sig. Set folk blive bedøvet, hvis der var den mindste smule. Hvordan kunne personalet få sig selv til det? Stak civilisationen virkelig ikke dybere? Et tyndt lag fernis, var det alt?
»Endnu syv er deserteret. Tre af dem blev arresteret på stationen i Ringkøbing.«
Betinna Andersen lyttede til Obersten. Soldaternes loyalitet var aftaget drastisk, da de første blev syge.
»Mine mænd er ikke gearet til at stå overfor en fjende, de ikke kan bekæmpe. Det er unaturligt. I strid med alt det, de har lært.«
Betinna Andersen burde forlange, at Obersten italesatte strafferammerne overfor sine mænd. At han Indgød samfundssind og ansvarsfølelse hos dem. Men hun forlangte intet. Hun forstod dem alt for godt. Hun havde selv lyst til at forlade den synkende skude. Det var en vanvittig risiko, de blev udsat for. Bakterien kunne være overalt. En læge havde fortalt, at de kunne overleve månedsvis på et dørhåndtag. De var umulige at få bugt med. Så hvad betød et par måneder bag tremmer i forhold at sætte livet på spil?
Den rødhårede kvinde våndede sig. Hun havde ligget i samme stilling, lige siden Inge kom. Personalet var ligeglade. Det virkede, som om de havde givet op. Det gav et spjæt i kvinden. Hun var i krampe. Droppet rev sig løs. En tynd blodstrimme slangede sig over albuehasens blege hud. Så spjættede hun igen. Kraftigere. Voldsomme ryk. Med et bump landede hun på gulvet. Kvinden stirrede op mod hende. Inge var lamslået. Kvindens læber var delvis fortæret af betændelse. Tandhalsene kunne ses. Når hun trak vejret, boblede det i pusset. Tandkødet var ikke andet end en slimet grød.
I nyhederne blev en tysk epidemiolog interviewet. Han advarede mod, at karantænen blev ophævet. Konsekvenserne ville være uoverskuelige. Sygdomsfrie bærere af den ultraresistente stafylokok ville forårsage nye udbrud. Det var en ekstraordinær situation. Ekstraordinære situationer fordrede ekstraordinære løsninger. Hvis Danmark ikke var ansvaret voksent, anbefalede han, at den tyske regering lukkede grænsen hermetisk til Danmark. Risikoen for en egentlig pandemi var ganske enkelt for høj.
