Elsebeth Madvig (V): Stop for den centralistiske udvikling

Elsebeth Madvig erklærer utvetydig støtte til kampen mod centralisering i Hjørring Kommune.

445

Elsebeth Madvig er født i 1962 og gift med John samt mor til to teenagepiger. Hun er uddannet kontor- og revisorassistent og har arbejdet i privat og offentlig virksomhed i Vendsyssel og København. Endelig er hun Formand for Tversted Menighedsråd.

– Kommunalbestyrelsen eller byrådet er den demokratisk valgte forsamling i det danske folkestyre, som er tættest på befolkningen. Det er vigtigt, at vi alle føler os repræsenteret i byrådet, enten det er i kraft af en bestemt ideologi eller sag, en særlig interesse for det geografiske område i kommunen, man selv bor i – eller det er begge dele. Derfor er det vigtigt, at vi gør vores indflydelse gældende, når der tirsdag den 21. november 2017 er Kommunalvalg, fortæller Elsebeth Madvig, der stiller op for Venstre i Hjørring Kommune.

– Den seneste byrådsperiode har været uden repræsentation fra den nordøstlige del af Hjørring kommune, dvs. Uggerby – Tversted – Tuen – Sørig og Bindslev. Det skal der naturligvis gerne laves om på i det nye byråd. Tversted-Uggerby Venstre har enstemmigt valgt mig som den lokale kandidat i vores område. Det er jeg beæret over, og jeg er taknemlig for den opbakning, mange borgere i området giver mig – nogle opfordrer til at stemme lokalt uanset politisk overbevisning. Jeg vil gøre mit yderste for at være områdets nærværende, engagerede og lyttende repræsentant og ”vagthund” i byrådsarbejdet – såfremt vælgerne giver mig mandat til det.

– Uggerby, Tversted, Tuen, Sørig og Bindslev er et dejligt naturområde, som er en daglig nydelse for os, der bor her hele året. Det er også det, der gør turismen til et meget vigtigt erhverv i vores kommune. Finansieringen af den lokale turistinformation er til debat i øjeblikket. Hos os har Tversted Borger- og Turistforening allerede for to år siden sikret, at der de næste otte år frem i tiden ydes en personlig informationsservice til områdets turister hos en privat feriehusudlejningsvirksomhed i Tversted.

– Det ser ud til at fungere godt – sammen med de digitale kommunikationskanaler. Fællesskabets bidrag til udvikling af turisterhvervet bør først og fremmest være at sikre gode veje, cykelstier, toiletfaciliteter, rydning af strandnedkørsler, græsslåning på idrætsanlæg og andre offentlige arealer samt et godt samarbejde med erhvervs- og foreningslivet.

– I 2015 blev Tversted Skole og Tversted Børnehave lukket efter en uskøn politisk håndtering af skolestrukturændringerne, som startede i forrige byrådsperiode. Ad to omgange blev 26 folkeskoler reduceret til 14. Tolv skoler blev lukket – oven i købet med trusler om nedrivning, så eventuelle privat- og friskoler ikke skulle kunne overtage bygningerne! Sådan gik det som bekendt ikke – i dag er der privat- og friskoler i syv af de ti lukkede landsbyskoler. Her trodsede lokalbefolkningen eksperters og politikerne i flertalsgruppens påstande om alt for ringe kvalitet i undervisningen, hvis det foregår på små skoler.

– Hvis ikke vi sætter en stopper for denne centralistiske udvikling – så kan vi aldrig vide, hvornår det bliver vores nye fælles Folkeskole og Børnehus i Bindslev, der står forskud. Godt nok bliver der lige nu investeret et tocifret millionbeløb i at ombygge Bindslev Skole, men det er i sig selv ikke nogen garanti for politisk mod og vilje til at beholde en skole i landdistriktet.

– Samme skæbne kan meget vel overgå de to Ældrecentre vi har i Tversted og Bindslev. Smedegården har allerede været i spil i en sparerunde. Det skal vi være på vagt over for allerede nu. Det er NU vi skal vise, at vi bakker op om de lokale institutioner, som beskæftiger sig med det, der er fællesskabets vigtigste opgaver – nemlig undervisning af vore børn og støtte og pleje, når vi bliver sårbare.

– Det er os selv, der skal sørge for, at vi ikke bliver stuvet sammen i store børnehuse, skoler og plejehjem. Vi skal stemme på de politikere, som utvetydigt erklærer deres støtte til de mindre institutioner i landdistrikterne. Det gør vi, der stiller op for Venstre i Hjørring kommune, fastslår Elsebeth Madvig.


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments

Sådan Elsebeth