Eleverne fra Tversted og Bindslev i Fun-Park

Det sidste fag i brobygningen mellem den snart nedlagte skole i Tversted og Bindslev Undervisningssted blev tirsdag lagt i Fun-Park Hirtshals.

27

Det var 171 glade børn samt 15 lærere og pædagoger fra skolerne i henholdsvis Tversted og Bindslev, der tirsdag formiddag indtog Fun-Park Hirtshals.

Dagens indhold var som anført ovenfor det sidste fag i brobygningen før sommerferien mellem den snart lukkede Tversted Skole og Bindslev Undervisningssted i det store Sindal Skoledistrikt.

Allerede ved indkørslen til parken stod indehaveren Allan med åbne arme og tog imod de fire busser, hvorfra børnene tumlede ud til de talrige forlystelser og dyr.

Nye mooncars og masser af dyreunger vakte straks begejstring hos store og små, hvorefter timerne frem til hjemturen fløj afsted med munter leg under en næsten blå himmel.

Mens der var besøg af skoleeleverne fik Allan også tid til at tænde en af de store grill, der skal bruges til kronvildtet, som serveres for gæsterne før bålet i aften til Sankt Hans.

Desværre meldes alt udsolgt, men alle er velkomne til at overvære bålet, der tændes kl. 19.30, idet der denne tirsdag er fri entre efter kl. 17.00 hos Fun-Park.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments