Blandt afdelingerne på Vendsyssel Historiske Museum er den aller bedst besøgte som bekendt Bunkermuseet i Hirtshals. Det er der mange gode grunde til.
Selv om Hjørring Kommunes økonomi angiveligt har nødvendiggjort besparelser både på Vendsyssel Historiske Museum og den tilknyttede Skoletjeneste, er der heldigvis fortsat Per V. Nielsen, som også gør det rigtig godt på Bunkermuseet. Det fik hele 4. og 5. årgang fra Bindslev Skole erfaret, da eleverne med tre lærere onsdag besøgte det enorme 10. Batteri på området sydvest for Fyrbakken.
Mens gæve folk fra Støtteforeningen gik udenfor og holdt fyret samt området pænt, fik eleverne af Per V. Nielsen i Madpakkehuset en indlevet historie om både lokale og tyske skæbner under Anden Verdenskrig. I alle henseender billedrigt formidlet med anekdoter og fakta.
Det er en fantastisk flot præstation at kunne levendegøre 70 år gamle historier, så alle ører og øjne blev så store som kanonmundinger. Krydret med konkrete opgaver ude i felten.
Undervejs blev der også tid til at tur op i det 35 meter høje Hirtshals Fyr, hvorfra børnene med et sug i maven fik en svimlende udsigt over det nordvestlige Vendsyssel.