Elever bidrog til et grønnere Bindslev

Fordybelsesdagen mandag havde fokus på plasticforurening af havene samt et grønt og rent nærmiljø Bindslev.

17

Bindslev skoles elever på mellemtrinnet fik mandag fokus på forurening med plastic, som er et stigende globalt problem. Der er faktisk smidt så meget plastic i havene, at det nogle steder danner enorme flydende øer af affald, der til sammen dækker et areal på størrelse med Afrika.

Den slags kan det være svært at fatte både for små og større hjerner, men med hjælp af blandt andre Sebastian Klein, der i et videoklip fortalte om forureningens omfang, blev problematikken gjort nogenlunde begribelig, hvorefter eleverne i hold skulle ud for at samle affald i og omkring Bindslev.

Her blev lærernes planlægning imidlertid udfordret på en måde, der ikke handlede om tid til forberedelse, men om kommunens indstilling til et grønt miljø, idet eleverne havde endog meget svært ved at finde henkastet affald. Ansatte hos kommunen havde simpelthen ved tilfældets ugunst netop været omkring Bindslev.

Ikke desto mindre lykkedes det med møje og besvær at opstøve så tilstrækkeligt med blandt andet gamle flasker og plasticposer, at fordybelsesdagens fokus kunne fastholdes. Ligesom der blev gjort en dyd af nødvendigheden og uddelt stor ros til kommunens grønne tiltag i og omkring Bindslev.

Det hører med til historien om de rene gader og stræder samt grønne arealer, at der på initiativ af BTI er et samarbejde med Naturfredningsforeningen, som arrangerede rensning af byen den 2. april, hvor en hel masse borgere var i gang i og omkring Bindslev.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments