Kim Stahlschmidt er 42 år og bor i Bjergby med sin kone og sine fire børn. Kim er udlært elektronikmekaniker og har næsten 25 års erfaring indenfor reparation af alle former for elektronik.
De fleste kender nok Kim fra hans tidligere arbejdsplads, som gennem næsten 25 år var Nordjysk Multiteknik. Smilet er det samme og mobilnummeret er også stadig det gode gamle som altid 30291018.
På mandag den 31. oktober slår Kim imidlertid dørene op som selvstændig med virksomheden Elektronik Fiks på hjemadressen Skagen Landevej 98 midt i Bjergby. Det fejres med reception på fredag den 28. oktober, hvor han glæder sig til at se venner, familie og nye som gamle kunder løbende mellem kl. 12 og 17.
Kim er en sand tryllekunstner indenfor elektronik og kan lave alt, også hvor andre har opgivet. Ingen opgave er for stor eller lille, uanset om det drejer sig om et tv, eller en del af et stort processanlæg.
Kim kan lave alt fra radio og tv over computer, strømforsyninger og industrielektronik, autoelektronik og styringer til stokerfyr, golfvogne, styringer til svejsere, kørestole, hjælpemidler, styring til porte og kraner.
Skal der fejlfindes eller rekonstrueres på et print, så er Kim meget kort fortalt den rette. Kim har som allerede antydet indrettet en del af sin private bolig med kontor, værksted og lager.
Kim glæder sig med egne ord rigtig meget til på mandag, men der er allerede forrygende travlt i det lille enkeltmandsfirma, som også har fået bannerne på plads foran værkstedet ved boligen.