Efter mere end et årtis forlis med flere forsøg på at få restaureret fladbåden ser det langt om længe ud til, at det lykkes for den efterhånden meget omtalte gruppe unge mænd at genrejse Tornby Bjærgelaug.
FlaskePosten har således henover sommeren beskrevet, hvordan de unge mænd først tog initiativ til at få båden trukket til en ordentlig overhaling ved Tornby Gl. Købmandsgaard og efterfølgende fik den i vandet ved Hirtshals Bedding. Projektets foreløbige kulmination var lørdagens succesrige sejlads ved Tornby Strand.
Mandag aften kl. 18.00 blev endnu en markant milepæl placeret, idet henved 30 fremmødte i bådehuset overfor Munchs Hotel vedtog, at der onsdag den 26. august kl. 19.00 afholdes ekstraordinær generalforsamling på Tornby Gl. Købmandsgaard med henblik på at indsætte en ny bestyrelse, hvis første opgave bliver at modernisere laugets formelle grundlag med nye regler og skaffe sponsorer til en renovering af såvel bådehuset som det stråtækte pakhus, der tidligere har fungeret som klubhus.
Bjærgelaugets seneste formand Betina Bo Jensen holdt indledningsvis en tale, hvor hun takkede de initiativrige unge mænd for at have realiseret, hvad alle andre er grundstødt med igennem det seneste årti. Dernæst gav hun udtryk for en erkendelse af, at de samme stærke kræfter nok hellere måtte tage over i en ny bestyrelse ved den forestående ekstraordinære generalforsamling, idet hun som uomgængelig arvtager nævnte Runi Haraldsen.
Kommet så langt tog Majbrit Rose Olsen, som er formand for Tornby Turistforening, ordet for at meddele, at de havde besluttet at sponsorere 7.000 kr. til en ny rygning på det allerede omtalte og bevaringsværdige pakhus ved siden af bådehuset.
Efter en snak om formalia vedrørende den ekstraordinære generalforsamling, hvor den nye bestyrelse altså skal vælges, blev flere praktiske detaljer drøftet. Ligesom de unge vikingers ønske om at få realiseret endnu en sejlads snarest muligt blev vendt.
I det hele taget var der en lettet og positiv stemning efter mødet, hvor de unge mænd bag restaureringen endelig kunne se frem til en mulig formel og reel overtagelse og genrejsning af Tornby Bjærgelaug.