Ejvind Rasmussen: Biavlernes krise skyldes forbrugernes fokus på det billigste honningprodukt

Honningprisen er på bare et år tæt på halveret, hvilket er et historisk lavpunkt for de nordjyske biavlere, men forklaringen på miseren skal findes hos forbrugerne, påpeger lokale Ejvind Rasmussen fra Horne.

250
Ejvind Rasmussen underviser her lokale biavlere i Afrika. Foto: Arkiv.

Der er mange faktorer, der spiller ind i den aktuelle problemstilling med stærkt faldende priser på honning.

– Den største synder er den danske forbruger, som ukritisk køber den billigste honning. Den honning, som købes i butikkerne, er leveret af een stor honninggrossist, som køber ind fra hele verden i store tønder, fastslår Ejvind Rasmussen, der bor i Horne og selv er kyndig biavler, oldermand i Bilauget i Mosbjerg og medlem af Binævnet samt tidligere formand for Danske Biavleres Landsforening.

Honningen i de store tønder, der nævnes ovenfor, er “brændt” sammen i en krystalliseret klump og bliver varmet op til over 60 grader på fabrikken for at gøre den flydende, så den kan behandles og tappes på glas, fremgår det af den saglige udredning fra Ejvind Rasmussen. Når honning varmes op til over 40 grader, begynder enzymerne at nedbrydes, og ved 60 grader er alle enzymer nedbrudte.

Bilauget demonstrerer deres kunnen i Mosbjerg. Foto: Arkiv.

– Honningen har dermed intet med honning at gøre, alle de gode egenskaber er ikke mere tilstede i honningen. Det er nu kun et sødemiddel. De danske forbrugere køber også udenlandsk “økologisk” honning, som udgør cirka 25 procent af forbruget af honning. Honningen er ikke økologisk, da det samme EU direktiv fortolkes forskelligt i de enkelte medlemslande, uddyber Ejvind Rasmussen.

– De danske erhvervsbiavlere har satset på een aftager og er dermed meget sårbare. Den store danske grossist, som sidder på 90 procent af markedet, producerer den honning, som den ukritiske danske forbruger efterspørger, og det er den billigste. Grossisten er naturligvis også en dygtig købmand. Man køber det billigste, og når forbrugeren ikke efterspørger kvalitet, køber man ikke dansk kvalitetshonning. Ønsker forbrugeren dansk kvalitetshonning, skal man købe honning, hvor biavlerens navn og adresse fremgår af etiketten, fortsætter den garvede biavler fra Horne.

– Derved sikrer man sig en honning, der ikke er varmebehandlet, og den har dermed bevaret alle de gode sundhedsmæssige egenskaber. Tillige får man mange smagsoplevelser, da honningen ikke er blandet, men sælges som forårshonning, sommerhonning, sensommerhonning, lyghonning, klokkelyng honning, lindehonning, rapshonning, mælkebøttehonning og mange flere sorter, slutter Ejvind Rasmussen.

Der er heldigvis flere butikker, som sælger lokalt honning. Ligesom der også er meget såakldt stalddørssalg her i det nordvestlige Vendsyssel.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments