Efterskoleelever kan vende tilbage

TV2 erfarer, at efterskoleeleverne kan vende tilbage til skolen som del af anden fase af regeringens genåbningsplan, skriver TV2 Nord.

160
Foto: Arkiv.

Cirka 30.000 elever på landets 244 efterskoler kan vende tilbage til skolerne.

Det er regeringen og Folketingets partier blevet enige om, erfarer TV 2.

Parterne har netop færdiggjort en aftale om, hvad der skal være en del af anden fase af genåbningen af Danmark.

Alle partiledere samt statsminister Mette Frederiksen (S) er samlet i statsministerboligen Marienborg i Nordsjælland.

Hvordan og hvornår efterskoleeleverne kan komme tilbage står endnu ikke klart.

Stor diskussion om efterskolerne

Der har været stor forvirring om, hvorvidt efterskolerne ville blive en del af anden fase af genåbningen af Danmark.

Først slog Statens Serum Institut fast, at der var ”høj risiko” for smitte på landets 244 efterskoler.

Forud for første fase af genåbningen af Danmark lød det, at restaurationslivet samt efterskole- og foreningslivet ikke burde åbnes, da der var risiko for massiv spredning:

– Der kan desuden være risiko for superspredning ved begivenheder relateret til idræts- og fritidsliv, foreningsliv, efterskoler og højskoler, lød det fra faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak.

Efterfølgende erkendte instituttet, at det byggede på et scenarie uden forebyggende tiltag.

Siden har Efterskoleforeningen præsenteret sine initiativer for Sundhedsstyrelsen og melder nu, at alt er klar til at byde eleverne tilbage inden sommerferien.

Onsdag fremlagde en ekspertgruppe under Statens Serum Institut en rapport, hvor de havde regnet på 11 mulige scenarier for anden fase. Herunder at åbne efterskolerne igen.

Vurderingen lød der, at det vil betyde 500-700 indlagte omkring 1. juli, hvis efterskoleelever, de ældste folkeskoleelever, detailhandel, storcentre og zoologiske haver åbner.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments