Efterårsudstillingen 2015 på Hirtshals Fyr rummer værker af tre kunstnere. Det er Jens Kristian Bredholt, Pontus Kjerrman og Finn Have, der ses i udstillingslokalerne i fyrets Assistenthus.
Udstillingen er åben fra lørdag den 10. oktober til søndag den 18. oktober, alle dagene mellem kl. 13 og 17. I disse tidsrum er det også muligt at besøge Kaffestuen med kiosk i Mesterhuset.
Udstillingen åbnes lørdag den 10. oktober kl. 13, hvor museumsinspektør Berith E. Jensen holder åbningstalen.
Jens Kristian Bredholt, der er fra 1951, valgte et liv som maler og gik derfor i mesterlære hos maleren Sven Havsteen Mikkelsen.
Gennem mange år har han udstillet i museer, gallerier og kunstforeninger i Danmark, Norge og Cuba. Han har illustreret flere bogudgivelser. Jens Bredholt underviser også i tango grundtræning, og har i mange år danset tango. Senest på milongaerne i Buenos Aires og på den Argentinske pampas.
Bredholt betegnes som virkelighedsfortæller, hvilket har været hans udtryk lige fra første gang hvor han tegnede landskaber med rørpen og oliekridt. Motiverne var træer, fugle, sivskove og døde fisk – et lokalt Mississippi.
Det er blevet til en del ophold i udlandet, hvor hans arbejder altid var gennemstrømmet af en overvældende glæde ved det sete.
Bagagen fra udlandet har både formet Jens Bredholts egne malerier og hans undervisning i tegning og maleri. Det daglige møde med nye generationer af billedkunstnere er konstant med til at rykke hans grænser for kunstens fremtrædelsesformer og hvad kunsten skal og kan.
Kunstneren Pontus Kjerrman er født i 1954 og voksede op i Göteborg. I 1979 flyttede han til København for at gå på Billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi og der blev han som elev indtil 1985.
I årene 1981 til 1984 gik han tillige som lærling hos en stukkatør. Denne kombination af kunstner og håndværker viste sig at være frugtbar og i 1985 blev han lektor på Billedhuggerskolen, Kunstakademiet.
Han udviklede snart en personlig stil som blev kendetegnende for ham. Med sin realistiske, men samtidig urealistiske kunst har han skabt sin egen stil som får en til at tænke på sagaer.
Hans figurer, med visse undtagelser, har et menneskes form og bevægelser, men et dyrs hoved, fødder, hænder og andre typiske dele. Specifikt for hans kunst er manden med en hests krop, jordnær og flittig, og kvinden med kattekrop, som ønsker at være for sig selv.
Ofte har hun vinger og forøger et flyvebort fra manden, som binder hende til det jordiske liv. Det er temaet i en udsmykning, som Pontus Kjerrman har lavet i Køge.
Hans værker finder man utallige steder i Danmark og man støder også på denne kunst i bl.a. Kina.
Finn Have, født 1952 er fra Odder. Han har malet landskaber i mere end 25 og, og hans billeder er kendt fra udstillinger landet over.
Han er en moderne landskabsmaler, som opholder sig i naturen i al slags vejr, placeret foran sine motiver. Derfor er han palet da også farvemæssigt ret så varieret.
Han benytter af og til fotos for at fastholde de lysvirkninger, som han er fascineret af, og som hjælper ham i atelieret i færdiggørelsen af værkerne.
Malerierne er ikke naturefterligninger, men fri naturfortolkninger, som giver dem en stemningsfyldt og malerisk kraft.
Finn Have bliver i sit maleri inspireret af de stemninger, han eksempelvis finder i værker af Per Kirkeby, Jens Søndergaard, Erik Hoppe og Lauritz Hart
I de senere år har han arbejdet med billeder i billeder, hvor et lille billede er som relief sat uden på et andet større billede. Finn Have ser det som en mulighed for at lede beskueren i en bestemt retning.
Det er således tre ret så forskellige kunstnere, hvis værker åbner mulighed for en større oplevelse på Efterårsudstillingen på Hirtshals Fyr.