Eddie Skoller signerede bøger og fortalte om tilknytningen til Tversted

Eddie Skoller signerede fredag eftermiddag ved Open by Night bøger hos Kurt Jakobsen i Bog & idé i Hirtshals.

129

Til arrangementets start var der kø ved bordet, hvor Eddie Skoller signerede sin bog Det er næsten som at ha’ været der selv hos Bog & idé i Hirtshals.

Efterhånden  som det tyndede ud i køen, lykkedes det FlaskePostens udsendte at få en snak med sangeren og entertaineren, som har residens i Vester Tversted.

– Det er rigtigt, at en del af skuespillerne og holdet boede i sommerhus i Kjul, da jeg i sin tid var med i Hjørring Revyen, men selv boede jeg i et lejet hus nær Løkken og senere i Ingstrup, fortæller Eddie Skoller.

Mindet er foranlediget af et spørgsmål fra webavisens udsendte, som fredag aften skulle videre til Hjørring Revyen. Tidligt i karrieren fik Eddie Skoller altså et særlig og kærligt forhold til det nordvestlige Vendsyssel.

I disse år er Eddie Skoller derfor ikke bare et kendt, men også ofte set ansigt både i og omkring Tversted og Hirtshals. Blandt andet spiller han jævnligt, når vejret tillader det, hos Hirtshals Tennisklub på Halvejen.

– Jeg optræder og udgiver ikke så meget mere, hvilket måske hænger sammen med, at jeg ikke længere har det samme behov for at skulle markere mig, fortæller en tydeligvis også afslappet Eddie Skoller.

FlaskePostens udsendte træder efter snakken til side for endnu en fan og når lige at få sagt tillykke til onsdagens 70 års fødselar, som er boghandler Kurt Jakobsen.

Den lokale boghandler har som altid travlt, men ekstra meget denne fredag og formentlig også lørdag, hvor der fortsat er momsfrit salg i den Bog & idé på Hjørringgade.

Om bogen

Allerede i 1969 debuterede Eddie Skoller med sin guitar i Tivolis Vise Vers Hus hos den legendariske Thøger Olesen. Fra sine første år i St. Louis, USA, som søn af en svenskfødt mor og en russiskfødt jødisk far, til han blev student fra Stenhus Kostskole, civiløkonom fra Handelshøjskolen i København og ansat som systemplanlægger på Danfoss på Als, har Eddie Skoller villet én ting: at underholde.

Bogen Det er næsten som at ha’ været der selv er Eddie Skollers personlige fortælling om showbiz, medier, børn, kærlighed, humor og musik. Vi får de utrolige familiehistorier og de sjove anekdoter og hører om forholdet til kolleger som Dirch Passer, Tommy Kenter, Elaine Paige, Cliff Richard og ikke mindst Victor Borge, som var det store forbillede. Det er kort sagt hele historien om at udleve sin drøm. Om succes på succes, om udfordringer i karriere og kærlighed – og om at genfinde balancen i et nyt og godt liv.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments