ECOTIP er et ambitiøst, internationalt, multidisciplinært forskningsprojekt, som skal se nærmere på, hvornår og hvorfor klimaændringerne fører til vendepunkter for arktiske, marine økosystemer. Vendepunkterne kaldes også tipping points, og nås et tipping point kan det føre til en dominoeffekt, der påvirker biodiversiteten, økosystemernes funktioner og i sidste ende de mennesker, der er afhængige af dem.
Arktis særligt påvirket af klimaændringer
Havene i Arktis ændrer sig hurtigt på grund af temperaturstigninger, smeltende havis og de kombinerede effekter af øvrige presfaktorer så som invasive arter og forurening. Disse forandringer kan være startskuddet til meget bratte ændringer af økosystemet. Ændringer, der kan være irreversible regimeskift med uforudsigelige dominoeffekter på de økosystemydelser, havet forsyner mennesker med.
Det arktiske område er følsomt over for en række tipping points, som potentielt kan føre til et regimeskift af hidtil uset størrelsesorden, og noget af det, der står på spil er to kritisk vigtige økosystemydelser, som mennesker er afhængige af: Binding af kulstof, der spiller en stor rolle i det globale klimasystem og produktion af fisk, som er det økonomiske livsgrundlag for mange arktiske samfund.
Mangelfuld viden om effekterne i Arktis
Hidtil er der kun mangelfuld viden om mekanismerne, driverne, tærsklerne og konsekvenserne. Det nye forskningsprojekt, ECOTIP, bestræber sig på at udfylde disse videnhuller gennem et unikt samarbejde mellem eksperter inden for discipliner, der spænder fra fysisk oceanografi, biologi, paleo-oceanografi, over samfundsøkonomi og samfundsvidenskab til modellering.. Forskerne vil udføre feltundersøgelser og samarbejde om laboratorieeksperimenter, analyser af tidsserier og en række modelleringsmetoder. Projektet, der officielt er sat i gang 1.juni, forløber over 4 år. Det er finansieret via EU-kommissionens Horizon 2020 program, og det koordineres af DTU Aqua.
I løbet af perioden vil ECOTIP-projektet være i løbende dialog med politikere, myndigheder, mellemstatslige agenturer, industri og lokale samfund i Arktis. Målet er at tilvejebringe forskningsbaseret viden, der kan understøtte beslutninger om tilpasnings- og styringsstrategier, der kan sikre bæredygtig brug af økosystemtjenester også i fremtiden.
“Havene i Arktis er ekstremt vigtige både for det globale klima og for det lokale fiskeri, og de ændrer sig hurtigere end havene nogen andre steder på kloden. Alligevel ved vi alt for lidt om konsekvenserne af ændringerne på de marine økosystemer, og derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke forudsige, hvordan økosystemtjenesterne vil ændre sig i fremtiden. Med sin tværfaglige tilgang vil ECOTIP projektet opbygge et nyt reservoir af viden om dette, og det kan gavne såvel de lokale som hele det globale samfund, siger lektor Marja Koski, DTU Aqua, som er koordinator for ECOTIP.
Deltagerne I ECOTIP
ECOTIP projektet har deltagelse af 16 forskningsinstitutioner: DTU Aqua, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Grønlands Naturinstitut, Fisheries and Oceans Canada, GRID-Arendal, Helmholtz-Zentrum Geesthacht Centre for Materials and Coastal Research, Hokkaido University, Institute of Oceanology of the Polish Academy of Sciences, University of Stirling, University of Tokyo, University of Tromsø, University of Vienna, and Åbo Akademi University.
Forskningen i ECOTIP forventes at kunne bidrage til en udvikling i Arktis som er i tråd med FNs bæredygtighedsmål, Parisaftalen og det næste årti, som FN har erklæret et årti for havforskning og bæredygtig udvikling.
Kilde: DTU Aqua.