DSU i Hjørring vil have vælgerne til at droppe sofaen ved FV19

Drop sofaen – husk du skal stemme til Folketingsvalget! Sådan lyder budskabet i dagens kampagne fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Hjørring.

116
Jounid Durani på talerstolen hos 3F Skagerak. Foto: Arkiv.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Hjørring laver på valgdagen kampagne for at få flere til at huske at stemme og droppe sofaen, når der denne grundlovsdag er valg til Folketinget.

Helt præcis onsdag eftermiddag klokken 17.00 står DSU Hjørring nemlig klar til at motivere de allersidste vælgere til at gå ned at stemme.  Det sker ved Springvandspladsen i Hjørring.

– I dag den 5. juni er det grundlovsdag. Demokratiets festdag. Og så er det valgdag, og vi skal hen og stemme til Folketinget. DSU Hjørring ønsker så høj en valgdeltagelse som overhovedet muligt. Des flere der stemmer, des stærkere og mere repræsentativt er demokratiet, forklarer Jounid Durani, som er lokal formand for DSU.

– Som unge politisk interesserede borgere i Hjørring, synes vi, det er ærgerligt og pinligt, at medierne forleden kunne skrive om, at flere i Nordjylland er sofavælgere end i resten af landet. Derfor vil vi gerne opfordre til, at så mange her i Hjørring husker at stemme. Derfor stiller vi os op med en sofa og uddeler vores løbesedler med sloganet Drop sofaen, uddyber Jounid Durani.

– Jeg kommer selv oprindeligt fra et land, Afghanistan, hvor vi helt konkret har måtte slås for demokrati og stemmeret. Derfor vil jeg gerne bruge alle mine kræfter på at bakke det danske demokrati op og minde alle om, hvor heldige vi er i Danmark, at vi faktisk kan stemme ved demokratiske valg. Som 16-årig har jeg endnu ikke selv stemmeret, men jeg bruger gerne min fritid på at minde om, hvor vigtigt det er, vi husker at stemme, slutter DSU formand Jounid Durani.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Hjørring står som allerede antydet fra klokken 16. 00 med sofa og flyers ved Springvandspladsen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments