Dronningen og kongen kåret ved fastelavnsfest på havnen

Traditionen tro afholdt en række lokale sponsorer i samarbejde med Hirtshals Redningsstation søndag fastelavnsfest i jollehavnen for enden af Nordvestkajen.

11

Traditionen tro afholdt en række sponsorer søndag kl. 13.00 den årlige fastelavnsfest i samarbejde med Hirtshals Redningsstation på Nordvestkajen.

På forhånd var der blevet stegt flere hundrede fiskefrikadeller, som efter tøndeslagningen i jollehavnen blev uddelt gratis sammen med bjesk, øl, fastelavnsboller og kaffe. Webavisens udsendte kan hilse og sige, at det hele smagte pragtfuldt.

Forinden var en større flok redningsfolk, fiskere og frivillige deltagere, hvoriblandt var nogle flygtninge, efter grundig instruktion af stationsleder Allan Jellesen trukket i overlevelsesdragterne for at hoppe i havnebassinet.

Her blev der som sædvanlig tæsket løs og slået hårdt til tønden, hvilket krævede både kræfter og evnen til at finde og holde balancen opret i vandet iført de tykke og for de flestes vedkommende helt vandtætte dragter.

Efter længere tids vandplaskeri og tæsken på tønden endte den dog sædvanen tro som splintret pindebrænde i vandet. Efterfølgende blev kattedronningen og ditto kongen kåret.

Det blev armenske Elisabetha og lokale Niels Bo, som hver blev begavet med en havkat og en flaske til at skylle den grimme smag af havnevand væk, som det blev udtrykt af Peter Jacobi.

–  Da vi havde været i vandet et stykke tid, spurgte Allan, om ikke jeg kunne se, hvor jeg skulle slå, hvorefter jeg kiggede lidt og så knaldede til, fortalte Niels Bo til FlaskePosten.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments