Driften er sikret til Vendelbohus

Denne onsdag aften bakkede et enigt byråd op om forpagtningsaftalen foreslået af restauratør Jesper Spanner og Hjørring Antenne Selskab.

1037

Den seneste tids usikkerhed om den fremtidige drift af Vendelbohus i Hjørring er nu slut. Byrådet har indgået en aftale med den selvejende institution Vendelbohus, som er under stiftelse, om pr. 1. juli 2019 at leje Vendelbohus af Hjørring Kommune.

Det har længe været et stort ønske for byrådet at finde en løsning, hvor Vendelbohus ikke fortsat skulle drives i kommunalt regi. Flere modeller har været i spil, men nu er der fundet en løsning, som indebærer at lokale kræfter tager et ansvar. Samtidig har byrådet besluttet at investere et engangsbeløb på 900.000 kr. til istandsættelser, der sikrer at husets nuværende formål, kan blive videreført.

– Stor ros til forvaltningen, HAS og Spanner, samt deres nærmeste samarbejdspartnere, for en meget konstruktiv og positiv indstilling til at få løst problemerne. Det er meget beklageligt, at Hjørring Teater plus koncertarrangørerne har været holdt hen i uvished gennem de sidste måneder, med tanke på kontrakter for den kommende sæson, noterer Jørgen Bing fra SF.

– Derfor er jeg også rigtig glad for, at der i byrådet var en vilje til at hastebehandle kontrakten, selv om den ifølge den almindelige forretningsgang i det politiske system, først skulle have været klar til behandling ultimo februar. Nu håber jeg, alle kræfter vil bakke op om aftalen og støtte brugen af Vendelbohus. Kulturlivet i Hjørring blomstrer, mange nye muligheder er opstået, uddyber Socialistisk Folkepartis medlem af Hjørring Byråd.

Den selvejende institution Vendelbohus vil således i videst muligt omfang fortsætte og udbygge de nuværende aktiviteter i huset. Det vil sige at huset vil blive anvendt til kulturelle og foreningsbaserede aktiviteter herunder udlejning til selskabelige formål, møder, undervisning, koncerter, teater med videre.

– Det fører naturligvis til forandringer i den overordnede struktur, men det er glædeligt, at der fortsat er plads til så mange forskelligtarede tilbud i en by af Hjørrings størrelse, slutter Jørgen Bing.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments