Spændende landspokalkamp i Tornbyhallen

Dramatikken og spændingen skyldtes dels kampens relative hårdhed og hjemmeholdets motiverede og vedholdende forsøg på at holde trit med gæsterne.

9

Mandag aften kl. 21.15 skulle damernes førstehold fra TIF i Serie 1 på hjemmebane møde CIF Århus fra Jyllandsserien i Landspokalturneringen.

Med en sejr havde de lokale damer udsigt til måske at skulle møde et ligahold i deres næste kamp, hvilket gjorde forventningerne ekstra høje. Kampen begyndte da også fint med en første scoring til hjemmeholdet, men ret hurtigt fik gæsterne bragt sig foran med et mål og dernæst et par stykker.

Hele tiden formåede damerne fra TIF imidlertid at holde trit med de skarpe gæster fra Jyllandsserien, hvilket ikke mindst skyldtes flere redninger af Laura Janusoniene. Blandt andet fik hun foden på et par bolde ved straffekast, som der var nogle stykker af i den relativt hårdt spillede kamp.

Kort tid før pausen fik Charlotte Fynbo således et hårdt slag i ansigtet og måtte hjælpes fra banen, hvilket svækkede hjemmeholdets i forvejen lidt for fejlfyldte angrebsspil. Heldigvis har holdet flere andre skarpe og hurtige skytter samt et par playmakere, hvor en fin indsats blev ydet af blandt andre Lund, Vadsager, Krogh, Jakobsen og Leed.

I anden halvleg måtte også Christine Fynbo en tur i det hårde trægulv i et angreb, hvor hun blev tacklet ureglementeret, men heldigvis ret hurtigt kom til hægterne og præsterede flere flotte scoringer fra sin sædvanlige plads på højre fløj.

Tornbys spillere formåede da også at holde sig inde i kampen indtil stillingen 18-21 små 12 minutter før tid, men derefter begik de igen for mange fejl og blev konsekvent og hurtigt straffet.

Kampen endte derfor med et nederlag på 22-27, hvilket var ærgerligt, fordi spillerne virkede mere motiverede og taktisk velforberedte, end i eksempelvis kampen den 25. januar mod Horne KFUM.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments