Der var på forhånd høje forventninger til Hirtshals Boldklubs førstehold i Jyllandsserien, selv om de var oppe imod et toptrimmet mandskab fra Løgstør.
Forventningerne skyldtes selvfølgelig førsteholdets fuldstændigt suveræne statistik, som før aftenens kamp var to sæsoner uden nederlag i 30 kampe.
Med en hurtig scoring af Ziad Saliba tegnede alt da også til en forventelig fortsættelse af sejrsrusen, men efter godt og vel 20 minutters spil udlignede Løgstør.
Der gik dog kun få minutter mere af kampen, før samme suverænt spillende Ziad Saliba efter en lynhurtig dribling kom fri af udeholdets keeper og bragte hjemmeholdet foran 2-1.
Det var stillingen ved pausen, men næppe var der spillet meget mere end et par minutter af 2. halvleg, før Christian Sørensen lavede straffe, som Løgstør udnyttede med endnu en udligning til 2-2.
Derefter så man bekymrede miner hos både publikum og holdleder Torben Holm Jensen. Kampen tog en kedelig drejning, men efter en udskiftning, hvor Jesper Ladefoged kom på banen, vendte kampen igen til fordel for HB.
Efter en nonchalant slentrende entre kom Jesper Ladefoged nemlig hurtigt gevaldigt op i tempo og fik spillet den evigt farlige Ziad Saliba fri til et hattrick, hvorefter hjemmeholdet førte 3-2.
Samme Ziad Saliba var nu helt ustyrlig og scorede igen, igen efter en halv time af 2. halvleg til 4-2, men så tog kampen en ekstra dramatisk drejning.
Der blev dømt straffe til hjemmeholdet, hvilket vakte så stor vrede hos Løgstørs målmand Michael Hjortshøj, at han først fik det gule kort, men efter yderligere protester tillige det røde og en udvisning.
Desværre brændte Martin Eriksen straffesparket, men efter den udvikling af kampen fik udeholdet aldrig igen et ben til jorden på Schlie Arena. Førsteholdet fortsætter triumfen!