Skagboen Poul Jakobsen har kæmpet en benhård kamp for sine drænrør, og nu har de tre nuværende regeringspartier samt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale og SF afsat ti millioner kroner til et nyt forsøg med drænrør som kystbeskyttelse.
– Det er altid kærkomment. Efter skandalen i Lønstrup, hvor 36 huse røg i havet, er det ved at gå op for folk, at der er noget galt med kystbeskyttelsen, så jeg er glad for at få lov til at lave forsøg igen, siger Poul Jakobsen, der lige nu er i Ghana for at lave projekter, til TV2 Nord.
Drænrørene er en omstridt størrelse. De blev testet mellem 2005 og 2008. Herefter konkluderede to eksperter, at de ikke kunne bruges.
I juni 2017 slog Landsretten fast, at Poul Jakobsen skulle grave 200 drænrør op ved Hvide Sande, ellers ville det koste opfinderen 20.000 kroner om måneden.
Poul Jakobsen mente dog, at eksperternes rapport var fyldt med fejl, og han beskyldte samtidig Kystdirektoratet for hærværk. Siden er drænrørene ikke blevet testet.
Politisk får han støtte fra blandt andre Pia Adelsteen, Dansk Folkepartis miljøordfører.
Hvor et nyt forsøg med drænrør skal finde sted ligger endnu ikke fast ifølge Poul Jakobsen, men i alt fire forslag er i spil: Søndervig, Skodbjerge syd for Hvide Sande, Lønstrup i Nordjylland og et område ved Kandestederne syd for Skagen.
– Vi regner med at gå i gang om et par måneder, når DF har udpeget området, hvor der skal laves forsøg. De udpeger det inden for en måned, siger Poul Jakobsen.
Der afsættes to millioner kroner til igangsætning af nyt flerårigt forsøg med drænrør som kystbeskyttelsesmetode, men det samlede initiativ udgør 10 millioner kroner, hvor den resterende del på 8 millioner finansieres af råderummet fra 2019-2021.
Kilde: TV2 Nord
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST