Af Dorte Dahlin og Mogens Møller
Juni 2019
Det skulpturelle anlæg på skrænten mellem Den Grønne Plads og havnen strækker sig i flere niveauer over et 60 meter langt forløb, regnet fra fiskernes gamle læhjørne Bænki over Monument & Trappe og frem til Østre Klitplads.
Skrænten er inddraget i værket og anlagt som Grønsværklit med dens typiske urter og insekter i ønsket om at bevare og øge stedets biodiversitet. Bænki er blevet restaureret og danner med en broncekopi af en blåøjet, fortidig Atlanterhavstorsk (Gadus Morhua Archaeus), værkets vestligste punkt. Havdyret er modelleret af Mogens Møller og Daphne
Dahlin, som det kan have set ud for 150 mio år siden.
Mellem Bænki og Østre Klitplads er der placeret en række Granitskulpturer, der giver adgang til en smal grussti, afgrænset mod skrænten af naturhegn. Stien åbner sig for en lavere liggende, grusbelagt opholdsplads, Vestre Klitplads.
Granitskulpturerne udmærker sig ved deres struktur i lysende og blågrå nuancer. De polerede overflader spejler himlens og havets foranderlige farver og skaber en ny horisontlinje, der vævet i blåt giver udsigt til punkter af grønsværklit, havnen og tagene på Nordvestkajen. Hvor Granitskulpturerne gennem deres farve åbner for himmel og hav, skabes samtidigt en helhed i byens rum. Såvel Pladsens Hjerte og Bassinerne på Den Grønne Plads (1993) som skulpturen Fiskeren, opleves inddraget i det udvidede byrum sammen med Fibigerstenen, mindestenen for havnens bygmester Jørgen Fibiger. Især RF2 Monumentet for det tragiske forlis i 1981 har fået sin betydningsfulde plads på kanten af klitten ud mod havnen.
Monument & Trappe (1997), der udformet som to bølgeslag forbinder by og havn, er udvidet med Nordstjernepladsen. Her ses den 6-takkede stjerne fra Hirtshals gamle byvåben som en monolit. Stjernefiguren forbinder sig i et bøjeligt luftperspektiv med Stjernekikkerten på Den Grønne Plads. Nordstjernepladsen er belagt med chaussesten, hvis hvirvlende mønster understreger fornemmelsen af, at man står på en bølgetop af nærmest Atlantiske dimensioner.
Mens Vestre Klitplads inviterer til ophold på blandt andet Svævestenen og Strandet Amerikansk Skulptur, hvor der også er blevet plads til et fuglebad, skyder Østre Klitplads sig ind i byen som et kileformet udsigtspunkt. Herfra ses den gamle bedding, de store nye færger og kuttere på vej ind og ud af havnen. Det er også stedet, hvor tankevækkende monumenter, sammen med digtet Trawlerne (1987) af Søren Ulrik Thomsen, ligger som i en Strandkant, skyllet ind med hver deres bølge på vidt forskellige tidspunkter.
Vi har i det årelange arbejde med Hirtshals altid overholdt mindst to regler: For det første ikke at tage horisonten. For det andet at udføre værket, så det kan rumme mange mennesker og henstå tomt, men uden at stedet virker forladt. Monumentet vidner nemlig på sin egen skulpturelle måde om byens DNA: Hirtshals, en by skabt af havet og havnen og den pionerånd, der altid har kendetegnet dens mennesker.
Indvielsesceremoni – By Bølge & Strandkant lørdag den 22. juni kl. 11 til 12 ved Trappen.
• Indvielsestale for Trappens færdiggørelse ved borgmester Arne Boelt afsluttet med lyden af Hirtshals.
• Præsentation af By, Bølge og Strandkant ved Dorte Dahlin.
• Tamburkorpset og foreningsfanerne forlader festpladsen og marcherer med musik ad Jørgen Fibigersgade, Skagerakvej og Havnegade til Marineforeningen.
Er det rigtige navn: By, Bølge og Strandkant?
Ja!