Dokumentarfilmen »Nine Rocks« i Lønstrup Cafe Bio

Den 7. februar kl. 14.00 vises dokumentarfilmen »Nine Rocks« i Lønstrup Café Bio, hvor der vil blive lejlighed til at møde instruktøren Tor Nygaard Kolding.

18

Du skal ud, hvor du ikke kan bunde, synger Danmarks første rockband Steppeulvene i et nummer fra 1967.

Rock’n’roll har fra genrens guldalder handlet om frigørelse – frigørelse fra samfundets normer, kulturens vanespind, kroppens anatomi. Fyr dine fede, skyd din heroin, befri dig selv.

Drømmen stoppede brat, da en tilskuer blev stukket ned under en Stones-koncert. Da Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison døde af overdoser. I 1980’erne og -90’erne faldt mytologiske helte som Sid Vicious og Kurt Cobain.

I Danmark mistede rocken sin uskyld i år 2000 på Roskilde Festivals anden dag under en overfyldt Pearl Jam-koncert. Folk lå væltet ned over hinanden. Næstnederst i bunken lå Tor Nygård Kolding, den ene af instruktørerne af »Nine Rocks«.

Titlen på denne film refererer til de ni sten, der ligger tæt på Orange Scene for at minde om de ni omkomne ved ”Pearl Jam” koncerten på Roskilde Festivalen i år 2000.

I dokumentaren ser vi ham svømme under havet og boblerne stige til overfladen. Han er billedlig talt på dybt vand, da han ligger under fire-fem mennesker og oven på en livløs ung mand. Han kan ikke få vejret. Han forsøger at vikle sig fri. Han bliver revet i.

Alle ligger viklet ind i hinanden og forsøger at slippe væk. Til sidst ligger han ved siden af bunken uden bukser: ”Save them,” råber han. Ni mennesker er døde.

Instruktøren tager rundt og besøger pårørende, Roskilde Festival og sin egen familie for at gøre op med sin egen skyld og sit traume over ulykken. Filmen er en emotionel og poetisk film med helbredelsen i fokus … og om at huske, forsone og komme videre.

Tor Nygaard vil komme og fortælle om sin baggrund og filmens tilblivelse. Han vil fortælle om nogle af de etiske spørgsmål, en film som denne altid stiller og de æstetiske valg, der er truffet undervejs.

Der vil afslutningsvis blive mulighed for at stille spørgsmål og at diskutere filmen.

Entré kr 75,-

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments