Flamencoen er de fattiges musik, og i Spaniens gader og skyggefulde gårdhaver mødes folk om musikken, fordi de ikke har andet.
Alle kan klappe med, frustration og passion udtrykkes i flamencodans, mens der stemmes i med guitar og sang. Så medrivende er det musikalske fællesskab, at man får lyst til at hoppe i en tidsmaskine og tage til Spanien i midten af forrige århundrede, hvor den guitarbaserede flamenco havde sin storhedstid, inden den blev kommercialiseret allemandseje
Det er fuldstændigt naturstridigt. De lange, slanke fingre med omhyggeligt filede negle spiller hurtigere på den akustiske guitars strenge, end øjet kan nå at registrere.
– Guitaren har frigjort mig. Jeg udtrykker mig gennem den, fortæller Paco de Lucía i et gammelt sort-hvidt filmklip.
Han er i sandhed flamencoens mester. For ud over at blænde med sin lynhurtige, perfekte teknik og sin fuldendte, rene klang, så har han en unik musikalitet. Hans akkompagnement og melodier rummer skønhed og vildskab, så hårene på armene rejser sig. Kærlighed, ømhed, sorg, vrede, alle store følelser fremtvinger han på sit hule, seksstrengede instrument.
Han voksede op under beskedne kår i det andalusiske Algeciras, der var en fattig, ildeset del af Spanien. Hans far knoklede hver dag for at skaffe brød på bordet til familien. Men når arbejdsdagen var forbi, tog han ud for at spille flamencomusik, ofte uden at få en krone for det – for musikken var simpelthen meningen med livet.
Paco de Lucía revolutionerede flamencoen, fordi han inddrog andre genrer i en ellers konservativ musik- tradition – og han blev også udskældt af de gamle musikere. De mente, at han svigtede sine rødder.Men i filmen forstår vi hans videbegær og evige lyst til at lære og suge til sig. Jazzmusik, rock og fusion – han er grænseløs i sin kærlighed til musik, og det gør ham også til en fantastisk improvisator, en praksis, der ellers ikke før har været forbundet med flamenco.
Desværre døde det musikalske geni i en alder af 66 år i 2014. Han var faktisk midt i at medvirke i denne dokumentarfilm – de sidste optagelser skulle være lavet to dage efter, at han pludselig fik hjertestop.
Torsdag den 8. september kl. 19.30 viser Lønstrup Café Bio dokumentarfilmen »Paco de Lucia, flamencoens mester«. Filmen vises ligeledes 9. og 11. september kl. 19.30.