Lørdag eftermiddag kl. 16 kan vi ønske stort tillykke til Nikolaj Andersen med et imponerende jubilæum for Hirtshals Boldklubs 1. hold, da han runder det skarpe hjørne med 300 officielle kampe. En fantastisk flot præstation af Nikolaj som vidner om, at der er tale om en rigtig klubmand der har Schlie Arena som sit andet hjem.
Nikolajs har fået sin fodboldopdragelse i Hirtshals Boldklub og allerede fra en meget tidlig alder var det tydeligt for enhver, at evnerne på en fodboldbane var væsentligt over gennemsnittet. Især hans høje tekniske niveau var en fryd for øjet. Desværre var der en kort afstikker til HI i et halv års tid som teenager, men heldigvis kom han på bedre tanker og drog hjem til HB igen, fortællerholdkammeraten Kim Guldborg Bærentsen.
– Debuten på klubbens 1. hold kom hurtigt efter hans overgang til seniorspiller, og som tiden gik, udviklede Nikolaj sig til en vigtig og til tider uundværlig spiller for holdet. Udviklingen fortsatte og Nikolaj dragede videre til daværende 2. divisionshold, Lindholm (idag Nørresundby forenede Boldklubber), i midt 20’erne. Nikolaj savnede dog blandt andet det sociale i HB og igen kan vi sige, at han heldigvis drog hjem til, hvor han hører til, uddyber Kim Guldborg Bærentsen.
Den dag i dag er Nikolaj fortsat et vigtig spiller for holdet selvom der en gang imellem skal en pause til grundet alderen. Nikolaj er en af de ældste og mest erfarne på holdet, hvor han har spillet ungdomsfodbold og hovedparten af sine 1. holdskampe med flere af truppens nuværende spillere.
Udenfor banen er han utrolig vigtig for holdet og hele seniorafdelingen. Nikolaj er som oftest med til at lukke og slukke omklædningsrummet til hjemmekampene for såvel 1., 2. og 3. holdet. Vi har her tale om en meget social spiller, der bidrager med hans del til stemningen og livet på Schlie Arena.
Endnu engang stort tillykke med jubilæet, Nikolaj – det er yderst fortjent. Faktisk burde du have haft mange flere kampe, da niveauet altid har været til det, men desværre har der været diverse småskader henover den seneste årrække.
Jeg er sikker på du også kommer på de 400 kampe inden du skal til, at være “voksen” og spille Old Boys fodbold. Stort tillykke skal det lyde fra holdet, seniorafdelingen, bestyrelsen og klubben, slutter Kim Guldborg Bærentsen.
Jesper Ladefoged Andersen har 150 kampe hos Hirtshals Boldklub
Hirtshals Boldklub kan også ønske tillykke til Jesper Ladefoged Andersen, der med lørdagens kamp runder 150 kampe for førsteholdet i en alder af snart 25.
– Jesper er, ligesom Nikolaj, en ægte klubmand og faktisk ret unik for hans aldersgruppe. Han står altid først til at give en hjælpende hånd uanset opgave. Samtidig har han i en lang årrække trænet et eller flere af vores ungdomshold, mens han har ydet til UG på førsteholdet hvad angår både indsats og fremmøde, siger holdkammerat og anfører Martin Eriksen.
– Når han ikke er på arbejde i Jysk, kan man være sikker på at finde ”Lade” på Stadion. Han er en humørbombe af de helt store og deltager i stort set alle sociale arrangementer både i og uden for klubben, forklarer Martin Eriksen.
– Fodboldmæssigt er Jesper de senere år gået fra marginalspiller til en vigtig brik på førsteholdet – især hvad det offensive spil angår. Han er lynhurtig og har et særdeles skarpt højreben, der de seneste sæsoner har stået bag en hel del mål og assists. Han er uden tvivl spilleren, der skal tage over når den gamle generation på førsteholdet stopper.
Tillykke med jubilæet, slutter holdkammeraten fra Hirtshals Boldklub.