Den lokale netavis ønsker et kæmpe stort tillykke med DM i Skole OL til 6. B fra Hirtshals Skole.
– Sølv ved Skole OL 2016, guld i 2017 og guld i 2018. Helt fantastisk klasse, opsummerer forælder Evelina Samuel.
– Der er et super sammenhold i den klasse, hvor de er gode til at bakke hinanden op og give et skulderklap, hvis der er brug for det, fortæller forælder Tina Hjermitslev.
– Lærerne er også gode til at motivere alle børnene. Så alt i alt en rigtig stor oplevelse for alle børn, lærere og forældre, tilføjer en forståeligt stolt og glad Tina Hjermitslev.
– En fed, fed og nervepirrende oplevelse at overvære for alle os forældre. Den måde de her unger hjælper og støtter hinanden på, tror jeg, man skal lede længe efter, fastslår Niels Viberg.
– Så må vi håbe, de to 7. klasser er klar fredag, hvor de også er i finalen, noterer Tina Ejstrup Christensen.
Mottoet bag det store sportsarrangement er da også fællesskab, færdighed og fairplay.
Her fortæller billederne alt!
Fakta om Skole OL
Skole OL er Danmarks officielle olympiske skoleaktivitet for børn bestående af klassekonkurrencer i forskellige sportsgrene for 4. – 7. klassetrin. I foråret 2018 er det 10. gang i træk, at Skole OL gennemføres, og det forventes, at mere end 100.000 børn deltager i denne sæson.
Skole OL efterlever de tre børneolympiske værdier: fællesskab, færdighed og fairplay. Før konkurrencerne begynder, er der åbningsceremoni, som består af, at den skoleolympiske ild tændes, nationalmelodien synges, taler afvikles og indmarchen finder sted. På den måde ’låner’ Skole OL flere af de olympiske traditioner.
Der konkurreres i Atletik, Bowling, Bueskydning, Roning og Svømning. Parasport indgår også i Skole OL, så børn med fysiske udfordringer kan konkurrere på lige fod med deres klassekammerater. Fælles for alle sportsgrene i Skole OL er, at det er HELE klassen, der konkurrerer sammen som et hold.