DJØF: Udflytning sikrer ikke bedre balance i Danmark

Hjørring er en af de kommuner, der har fået statslige arbejdspladser, men udflytning er ifølge DJØF ikke en trylleformular til at sikre en balanceret udvikling i Danmark.

95
Foto: Arkiv.

Ikke færre end 28 kommuner har siden 2008 haft en fremgang i antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere. 70 kommuner har oplevet en tilbagegang.

Mønsteret er tydeligt. Fremgangen sker i og omkring de store bysamfund. Samlet er der sket en tilbagegang i antallet af fuldtidsbeskæftigede på 7.400 fuldtidsstillinger, viser en opgørelse fra Djøf.

Udflytning af statslige arbejdspladser er ikke en trylleformular til at sikre en balanceret udvikling i Danmark. Det viser en kortlægning af, hvor danske lønmodtagere er bosat. Siden 2. kvartal 2008 er antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i den offentlige og private sektor steget i 28 kommuner frem til 2. kvartal 2018, mens antallet er faldet i 70 kommuner.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistiks register over lønmodtagerbeskæftigelse, LBESK69.

I de fem regioner i Danmark er der kun sket en fremgang i Region Hovedstaden med en vækst på knap 50.000 fuldtidsstillinger, svarende til 7 pct., mens der er en tilbagegang i de øvrige 4 regioner. Størst er tilbagegangen i Region Syddanmark med et fald på 5 pct., dvs. 25.000 fuldtidsstillinger og Region Sjælland, også med et fald på 5 pct., svarende til 18.000 stillinger. Mindst er faldet i Region Midtjylland med et fald på 1 pct., svarende til 4.000 stillinger.

Selv om staten siden 2015 har besluttet at flytte knap 8.000 statslige arbejdspladser ud af hovedstadsområdet, ændrer det ikke billedet af, at beskæftigelsen samlet er faldet uden for de store bysamfund. Godt halvdelen er allerede flyttet, og de resterende flytter de kommende år.

Udgiften til de statslige flytninger er estimeret til at koste knap 1,4 milliarder kroner i flytte- og etableringsomkostninger. Omkostningerne ved tab af viden og kompetencer og længere sags­behandlings­tider har regeringen ikke opgjort.

– Der sker en urbanisering af Danmark i lighed med resten af verden. Om vi så flyttede samtlige statslige styrelser væk fra København, vil det ikke ændre på dén udvikling. Som det er nu, virker udflytning af statslige arbejdspladser som symptombehandling, der desværre skygger for en reel debat om, hvordan vi sikrer et Danmark i bedre balance, siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig

– Hvis man virkelig VIL forsøge at ændre på balancen i Danmark, er man nødt til at have politisk mod til at se på problematikken og løsningerne i et større perspektiv. Dels ved at arbejde mere målrettet på at skabe ”vækstdynamoer” rundt om i landet, hvor man samler større offentlige arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og private virksomheder i klynger. Og altså ikke smører de statslige arbejdspladser tyndt ud over så mange kommuner som muligt. Dels ved at styrke de private virksomheder – for eksempel gennem et løft i deres vidensniveau, så de bliver bedre rustet til at møde fremtidens krav. Det er veldokumenteret, at det trækker job og vækst med sig, når de mindre virksomheder målrettet arbejder med at tilføre nye kompetencer, tilføjer Sara Vergo.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments